V og K slugte 90 procent af regeringens skatteudspil
21 ud af 24 forslag fra regeringens udspil til en skattereform er kommet med i skatteaftalen med Venstre og de Konservative. Men der er givet markante indrømmelser, siger Venstre.
21 ud af 24 forslag fra regeringens udspil til en skattereform er kommet med i skatteaftalen med Venstre og de Konservative. Men der er givet markante indrømmelser, siger Venstre.
Knap 90 procent - svarende til 21 ud af 24 elementer - af det oplæg til en skattereform, som regeringen i første omgang lagde på forhandlingsbordet, endte med at blive gennemført i aftalen mellem regeringen, Venstre og de Konservative.
Ude af aftalen er alene regeringens forslag om ikke at hæve topskattegrænsen for folkepensionister, forslaget om at reducere folkepensionens grundbeløb og beskæringen af rentefradraget.
Alligevel mener Venstres skatteordfører, Torsten Schack Pedersen, ikke, at hans parti har solgt sig selv for billigt.
- Man kan roligt sige, at vi har fået markante indrømmelser. Det er derfor, vi har lavet aftalen. Den sikrer skattelettelser for syv milliarder kroner, vi løfter 25.000 ekstra ud af topskatten med aftalen, og så freder vi pensionisterne og boligejerne. Der er ingen tvivl om, at hvis ikke vi havde stået hårdt på det, så ville regeringen have foretaget sig de ting, siger han.
Partiformand Lars Løkke Rasmussen har ellers i forhandlingsforløbet blandt andet krævet 13 milliarder kroner til skattelettelser, men det krav måtte Løkke droppe.
- Det er rigtigt, at vores ambitionsniveau var større, men vi nåede til et acceptabelt niveau, og derfor slog vi til, siger Torsten Schack Pedersen.
Ifølge Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, er resultatet af opgørelsen hovedforklaringen på, hvorfor regeringen i 11. time valgte at indgå en skatteaftale med Venstre og de Konservative i stedet for med støttepartiet, Enhedslisten.
- Vi kunne få ni ud af 10 punkter igennem. Det er enhver regerings mål at få mest muligt politik igennem, siger han og understreger, at ikke lige så mange elementer kunne blive videreført i en aftale med Enhedslisten.
Skatteaftalen er dog blevet mødt af massiv modstand hos særligt flere SFere, der kritiserer den for ikke at være solidarisk, men Magnus Heunicke afviser, at aftalen er socialt skæv.
- Der er ét punkt ud af de 24, der har skabt debat blandt os røde partier. Det er spørgsmålet om overførselsindkomsterne, og den debat, synes jeg, er helt fair, men hvis man dykker ned i tallene, vil man se, at det gøres på en forsvarlig og socialt retfærdig måde, siger Magnus Heunicke, der mener, at en del af kritikken skyldes, at forliget med de borgerlige partier kom som en overraskelse.
- Rigtig mange både politiske eksperter og vælgere havde forventet, at der nok ville komme en aftale med Enhedslisten, men det er klart, at når Venstre pludselig er klar til at give køb på deres oprindelig krav og til gengæld sluge så mange af regeringen forslag, så skal det lige bundfælde sig, siger han.
Socialdemokraterne holdt tirsdag gruppemøde, hvor skatteaftalen var på dagsordenen. Efterfølgende erkendte beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, at der har været kritikere blandt socialdemokraterne.
- Om der er kritikere? Selvfølgelig er der det. Socialdemokratiet er jo et – endnu, heldigvis – stort parti, og selvfølgelig er der uenigheder, sagde hun.