Først var de landsformænd for Venstres Ungdom lige efter hinanden. Så blev de skatteministre lige efter hinanden. Og tirsdag tager de også plads i vidneskranken i Skattesagskommissionen lige efter hinanden.

Venstre-politikerne Troels Lund Poulsen, 36, og Peter Christensen, 37, har i bemærkelsesværdig grad fulgtes ad i deres karriere, og sådan kommer det altså også til at gå, når det handler om at tage plads i den varme stol foran Skattesagskommissionens udspørger Lars Kjeldsen.

Særligt Troels Lund Poulsens forklaring er på forhånd blevet imødeset med stor spænding. Hvorfor var han som skatteminister i 2010 så bemærkelsesværdig interesseret i den daværende oppositionsleder Helle Thorning-Schmidt og hendes mand Stephen Kinnocks skattesag? Og forsøgte han i strid med reglerne at påvirke SKAT Københavns afgørelse af sagen, der på forhånd blev betragtet som udslagsgivende for, hvem der skulle være statsminister efter det følgende folketingsvalg?

Det forventes at blive de centrale temaer ved tirsdagens afhøringer. Formentlig vil Troels Lund Poulsen som udgangspunkt forsøge at forklare sin store interesse med en helt naturlig faglig interesse som skatteminister, der skulle være parat til på et kvalificeret grundlag at kunne deltage i den offentlige debat om den opsigtsvækkende sag. Uanset udfaldet af den komplicerede sag om Stephen Kinnocks skattepligt i Danmark ville afgørelsen med sikkerhed udløse en stor debat.

Samme tema anslog også Troels Lund Poulsens spindoktor Peter Arnfeldt, da han for et par uger siden afgav vidneforklaring. Han medgav, at Thorning/Kinnocks skattesag blev fulgt meget tæt i Skatteministeriet, men samtidig afviste spindoktoren at have haft kendskab til, at ministeriet havde blandet sig i sagsbehandlingen og forsøgt at påvirke SKAT Københavns afgørelse.

Vidner som Troels Lund Poulsen og Peter Arnfeldt har ikke pligt til at udtale sig om ting, der kan føre til en straffesag eller få ansættelsesmæssige konsekvenser for dem.

I alt skal der efter planen afhøres 43 vidner af Skattesagskommissionen, der har fået en tidshorisont på to år frem til 11. marts 2014 til at afslutte sine undersøgelser. Perioden kan dog om nødvendigt forlænges. I spidsen for kommissionen står landsdommer Lars E. Andersen fra Vestre Landsret som formand.

Læser du med fra mobilen? Så kan du følge livedækningen HER

Var Troels Lund Poulsens interesse i skattesagen udelukkende faglig?

Deltag i debatten under artiklen