S-formanden mener ikke, man kan købe sex og passe sit job. Hun må enten forbyde det eller tie, siger Venstre.

København. Hvis Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, vil gøre sig til moralsk dommer over befolkningen, må hun også være klar til at lovgive.

Sådan lyder meldingen fra Jakob Engel-Schmidt, der er ligestillingsordfører i Venstre.

Opsangen kommer, efter S-formanden i en ny bog udtaler, at mænd, der køber sex, ikke egner sig til at varetage et job som eksempelvis lærer eller politimand.

- Jeg kan godt have holdninger til, hvordan folk lever deres privatliv, men medmindre de er så stærke, at jeg vil formulere en lov, så har jeg ikke nogen ret til at gøre mig til moralsk dommer, siger Jakob Engel-Schmidt.

Mette Frederiksens udtalelser kommer i en ny bog med navnet "Mette F.". Selv om hun tidligere har været stærk fortaler for et forbud af købesex, er hun i dag mere forbeholden.

- Spørgsmålet er, hvor meget vi kan flytte kulturelt, og hvor meget vi kan med lovgivning. Jeg er ikke fast i kødet på noget af det.

- Loven flytter noget, men kultur flytter mere, og nogle gange kan man flytte kulturen ved at flytte lovgivning, siger Mette Frederiksen i bogen.

Omkring hver sjette danske mand i alderen 18 til 65 år har købt sex. Det viser en kortlægning af efterspørgslen på prostitution, som Rambøll lavede i 2013 ifølge Jyllands-Posten.

Det svarer til cirka 270.000 danske mænd, som derfor må formodes at have været hos en prostitueret. I praksis vil det også være et problem, hvis man vil holde øje med mændene i fritiden, påpeger Venstre-politikeren.

- Det er ikke ulovligt at købe sex i Danmark. Derfor er det fuldstændig umuligt at vide, hvordan det forholder sig.

- For det andet mener jeg ikke, at der gælder særlige moralske forpligtelser i den offentlige sektor frem for i den private, siger Jakob Engel Schmidt.

Han slår samtidig fast, at det ikke er Venstres holdning, at købesex skal forbydes.

/ritzau/