De danske grænser lukkes midlertidig, foreslår folketingskandidat og menneskerettighedsadvokat Kåre Traberg Smidt. Det skal tvinge EU til at finde en løsning på flygtningekrisen.

Om 30 dage skal grænsebommene gå ned. Danmark skal lukke de nationale grænser og i en periode stoppe alle, der forsøger at komme ind i landet.

Det foreslår Kåre Traberg Smidt, menneskerettighedsadvokat og folketingskandidat for Venstre, i en kronik i mandagens Berlingske. Han mener, at Danmark må spille hårdt ud for at få gang i debatten om det flygtningepres, EU kæmper med.

»Det skal være et signal om, at nu er nok nok. Det er en metafor for, at vi skal ændre hele vores flygtningesystem, fordi det ikke er anstændigt at lade folk, der ikke har en chance for at få ophold i Danmark, komme ind over grænserne,« siger Kåre Traberg Smidt til Berlingske Nyhedsbureau.

Konkret foreslår han, at alle skal stoppes ved de danske grænser. Kun turister, EU-borgere, arbejdende og andre med en gyldig opholdstilladelse skal kunne komme ind, mens alle andre skal afvises.

Samtidig foreslår Kåre Traberg Smidt, at Danmark tidobler antallet af kvoteflygtninge, vi tager imod, fra 500 til 5.000 årligt. Derudover skal asylansøgere også kunne ansøge om asyl fra registrerede flygtningelejre ude i verdens brændpunkter eller fra danske ambassader.

Kåre Traberg Smidt pointerer, at Danmark skal tage lige så mange flygtninge, og gerne flere, som vi gør i dag, og at grænserne kun skal være lukkede, indtil EU laver en løsning:

»Jeg mener jo ikke, at vi skal lukke grænsen permanent, men at vi skal rasle med sablen. Jeg er jo humanist, og jeg mener, vi skal hjælpe folk på flugt. Det er vores pligt,« siger han.

At lukke grænserne om 30 dage vil være længe nok til at få EU til at reagere, og samtidig vil det være for kort tid til, at andre EU-lande kan nå at få samme idé og følge trop.

»Det vil presse fru EU, altså Angela Merkel, hvis Danmark lukker grænserne, og hun vil være nødt til at gå til resten af EU, inden andre får samme idé. Det vil presse EU til, at det vil blive lavet en task force, så der kan blive mere styr på den internationale lovgivning, at der kan blive bedre lejre og vilkår i forhold til at søge asyl,« siger Kåre Traberg Smidt.