Skattereformen har gjort det mere attraktivt at »lade som om«, man er enlig forsørger. Venstre, som indgik skatteforliget med regeringen, erkender, at der er et problem.

Skattereformen gør det ikke kun attraktivt for enlige forsørgere at komme i arbejde. Det gør det også mere tillokkende for ikke-enlige at snyde sig til de enliges fordele ved at lade som om, de ikke er i et forhold. Et problem ved skatteaftalen, som regeringen indgik sammen med Venstre.

- Jeg er enig i, at når man laver en forhøjelse af beskæftigelsesfradraget for at gøre det mere attraktiv for enlige forsørgere at være i beskæftigelse, så følger der samtidig en risiko med for, at der er nogle, der så spekulerer i det og vælger at blive enlig forsørger, siger Venstres skatteordfører, Torsten Schack Pedersen.

Berlingske skriver lørdag, at incitamenterne til at begå socialt bedrageri er blevet øget med skattereformen. Den indfører nemlig et nyt beskæftigelsesfradrag på 20.000 kroner om året, der gør det aldeles attraktivt at være enlig forsørger. Og det vil efter al sandsynlighed få endnu flere til at begå socialt bedrageri ved at »lade som om«, de er enlige. Det siger flere eksperter på området til avisen.

Risikoen for mere snyd med de sociale ydelser bekymrede Venstre allerede under forhandlingerne om en skattereform, fortæller Torsten Schack Pedersen.

- Det er noget, som vi fra Venstres side har spurgt ind til, da vi sad ved bordet i finansministeriet. Men regeringens vurdering var, at det er stadigvæk mere attraktivt at være gift, end ikke at være gift, siger han.

Skatteordfører for SF, Jonas Dahl, mener ikke, at man kan forklare risikoen for øget social bedrageri med skattereformen.

- Det er klart, at der er en risiko for, at flere vil snyde. Men der er jo også incitamenter, der trækker i den anden retning og gør det mindre attraktivt at være enlig. Jeg tror ikke, at beskæftigelsesfradraget vil være udslags­givende, siger han til Berlingske.

Men Torsten Schack Pedersen mener, at ændringerne med skattereformen kræver, at man bør have særligt fokus på beskæftigelsesfradraget for enlige og holde øje med, om der for eksempel pludselig sker en stor stigning af enlige, der kommer i beskæftigelse.

- Venstre lavede med vores sidste finanslov for 2011 en række initiativer for at undgå social bedrageri, og der er det vigtigt, at vi holder øje med det her for at se, om der er brug for yderligere initiativer, siger Torsten Schack Pedersen.