En af de fængslede i sidste uges store korruptionssag er god ven af Lars Løkke Rasmussen og støttede for et halvt år siden LøkkeFonden med knap 35.000 kr.

Det skriver eb.dk.

På grund af det navneforbud, som Retten i Nykøbing Falster har beskyttet alle de varetægtsfængslede med, er det ikke lovligt at omtale identiteten på Lars Løkke Rasmussens ven nærmere.

Men Venstre-formanden bekræfter over for eb.dk, at LøkkeFonden, der blandt andet hjælper udsatte drenge, har modtaget en check fra den nu fængslede it-chefs firma:

»Det er helt rigtigt, at LøkkeFonden fik en donation fra et firma i januar. Og jeg er nu også orienteret om, at det firma er i kikkerten i forhold til en korruptionssag. Om der er noget i den sag, ved hverken du eller jeg. Ingen er skyldige, før de er dømt. Det siger sig selv, at LøkkeFonden ikke kan acceptere at få penge fra firmaer, der har gjort noget ulovligt. Så hvis der er noget i den sag, så bliver pengene returneret,« lyder det fra Lars Løkke Rasmussen.

Den navneforbuds-beskyttede erhvervsmand er sigtet for at have medvirket til 'aktiv bestikkelse' af offentlige it-chefer fra Rigspolitiet og Region Sjælland. Ifølge politiets sigtelse fik modtagerne adgang til en konto med en million kroner, der blandt andet betalte en luksus-tur til Dubai til 80.000 kroner.

I alt er 13 personer sigtet i den store korruptionssag, hvoraf seks er blevet varetægtsfængslet.
Fire af de fængslede er tidligere ledende medarbejdere i it-virksomheden Atea, mens de to sidste er ansat i hhv. Region Sjælland og i toppen af Rigspolitiet.