Der skal sættes skub i næringslivet rundt om i landkommunerne, lyder det fra Venstre, der sætter sin lid til en ændring af planloven.

Erhverv i eksempelvis nedlagte landbrug i landzonerne kan hjælpe til vækst i landets yderkommuner.

Sådan lyder det fra Venstres ordfører for landdistrikter, Thomas Danielsen (V), der bakker sin partifælle formand for Kommunernes Landsforening (KL) Matin Damm (V) op forud for mandagens sættemødet med regeringen om kommunernes økonomi for 2016.

»Vi håber, at regeringen er imødekommende over for nogle af vækstinitiativerne, der ikke koster noget. Der tænker jeg på en liberalisering af planloven. Kommunerne skal have større beføjelser til at udvikle lokalområderne,« siger han.

Det skal være lovligt at drive erhverv i landzonerne i stedet for, at oftest tillades i de større byer, foreslår han.

»Det vil være godt, hvis regeringen vil være med til det her, fordi det koster ingenting og vil styrke landområderne,« siger han.

Mandag mødes KL med regeringen i et sættemøde for at tage hul slagsmålet om den kommunale økonomi. KL har allerede meldt ud, at det handler om at få sat gang i økonomien, så det ikke kun er de store byer, der vokser.

»I Danmark har vi elementet med planloven, som mange steder fungerer som en spændetrøje, der gør det svært at udvikle noget som helst. Det er tragikomisk, at statslige embedsmænd sidder og vurderer, om det er tilladt at have purløg i et højbed i Lemvig. Dette er langt over grænsen, og i mange tilfælde, også større tilfælde, kan man træffe planlovsbeslutninger lokalt, hvor der er ekspertise,« siger KL-formand Martin Damm.