Landbruget og fiskeriet er under pres, og derfor må fødevareministeren snart begynde at fokusere på andet end kåring af nationalret og lovforslag om dyresex, mener Venstre, efter ministeren er kommet med en ny plan for lystfiskeriet.

Fødevareminister Dan Jørgensen (S) burde tage navneforandring til minister for hobbylandbrug og lystfiskeri.

Det mener Venstres fiskeriordfører, Thomas Danielsen (V), efter Dan Jørgensen er kommet med en ny handlingsplan, der skal booste det danske lyst- og fritidsfiskeri.

»De forslag, der kommer fra ham, er forslag, som man stort set kun kan trække på smilebåndet af. Det er forslag, som er fine nok, og som man ikke kan være uenig i, men Dan Jørgensen mangler fuldstændig fokus på det, der er grundlæggende for en fødevareminister - nemlig at sikre nogle bedre rammevilkår for vores landbrug og fiskeri,« siger Thomas Danielsen.

»Ministeren bør snart sige undskyld til den professionelle sektor, fordi han jo sådan set arbejder imod det, som regeringen ellers forsøger at italesætte, nemlig at den vil sikre vækst og beskæftigelse,« tilføjer han.

Thomas Danielsen mener, at Dan Jørgensen bør rette sin fulde opmærksomhed mod reelle problemer i stedet for at bruge penge på »bløde, overflødige initiativer«.

»Når vi sidder til forhandlinger med ministeren, er vi udfordret af, at han har fokus på kåring af nationalret, overflødige lovforslag om dyresex og at mænd af lavindkomstgrupper skal til kødgryderne. Det er jo ikke noget, man kan hidse sig op over, men der kommer bare ikke de initiativer, som vores landbrug og fiskeri har brug for,« siger fiskeriordføreren.

Senest har kritikere revset Dan Jørgensen for at have brugt 1,2 millioner kroner på at finde frem til, at Danmarks nationalret nu er stegt flæsk og persillesovs.

»Landbruget og fiskeriet er begge særdeles presset økonomisk, både på grund af det lukkede marked i Rusland og erhvervenes begrænsede lånemuligheder. Derfor ærgrer det os, når regeringen tager midler fra landbrug og fiskeri til alle mulige andre projekter end at fremme vores konkurrenceevne på fødevareområdet,« siger Thomas Danielsen og fortsætter:

»Ministeren siger, at kåringen af nationalretten har givet utrolig meget profilering. Ja, profilering af Dan Jørgensen. Men det skal vi altså ikke bruge vores statslige midler på.«

Lørdag offentliggjorde Dan Jørgensen en ny handlingsplan, der skal give flere fisk til lyst- og fritidsfiskeriet. Ministeren vil med en række konkrete initiativer øge fiskebestanden i vandløb, søer og fjorde.