Statsminister Lars Løkke Rasmussen og resten af regeringen får nu hård kritik fra Venstres eget bagland efter slingrekurs i sag om ny letbane.

Forholdet mellem Venstre på Christiansborg og Venstre i de københavnske omegnskommuner er på frysepunktet. Det står klart efter Venstres partiforeninger og folkevalgte i elleve kommuner i et åbent brev angriber regeringen.

Årsagen til balladen er den meget omtalte letbane, der i 2009 blev vedtaget som en del af et trafikforlig, og som skal gå udenom København, fra Ishøj i syd til Lyngby i nord. I 2013 blev de involverede kommuner, Region Hovedstaden og staten enige om at gå i gang med linjeføring og andet forarbejde, som indtil videre har kostet 400 mio. kr.

Hovedrysten

Men nu er arbejdet gået i stå indtil Folketinget vedtager en ny anlægslov, og Venstrefolkene mener, at V-regeringen fuldstændig bremser arbejdet.

»Lige nu må vi konstatere, at Venstres troværdighed i denne sag kan ligge på et meget lille sted. Vi bliver mødt med hovedrysten fra vores borgere og erhvervsliv,« står der i det åbne brev.

Venstres borgmesterkandidat i Albertslund Brian Palmund uddyber kritikken:

»Vi har sendt det her brev, fordi vi er frustrerede over, at vi ikke kan få at vide, hvad der kommer til at ske. Der er brugt rigtig mange ressourcer på projektet, som vil få stor betydning for en masse mennesker. Vi savner et klart svar fra regeringen om, at en aftale er en aftale og letbanen bliver til noget,« siger han og tilføjer:

»Vi synes det er utroværdigt og regeringen må leve med, at vi bringer det frem offentligt.«

Syndebuk

Skribenterne bag beskylder Christiansborg-politikerne for at være skyld i ’iscenesatte benspænd’, og pga. de ’gentagne udskydelser af Folketingets behandling’ af projektet, ligger selskabets aktiviteter nu underdrejet med ’negative økonomiske konsekvenser til følge’.

Tidligere borgmester for Venstre i Lyngby-Taarbæk Kommune Søren P. Rasmussen, der er medunderskriver, undrer sig over, at økonomien er blevet brugt som syndebuk for udskydelserne.

»Der er ofret så utroligt meget energi i kommunerne for at få den letbane, og erhvervslivet har sat sin lid til, at den vil skabe udvikling, så nu kræver vi bogstaveligt talt den her letbane tilbage på skinnerne. Det er okay, at man gerne vil være sikre på økonomien i projektet, men økonomien er analyseret tre gange nu. Nu er der behov for, at vi råber op, hvis det skal blive til noget,« siger Søren P. Rasmussen.

Voldsom men nødvendig

Han kalder metoden med et åbent brev voldsom, men nødvendig.

»Et åbent brev kan virke voldsomt, men vi vil gerne vise, at vi er nogle uden for Christiansborg, som står sammen om at få det her igennem. Man skal huske, at vi er tre parter om det her, staten, regionerne og kommunerne, og staten er altså dem, der giver det mindste beløb, så vi er i vores gode ret til at få en afklaring, synes vi.«