To uger efter, at Aarhus-rådman Dorthe Laustsen (SF) blev alvorligt kvæstet i en trafikulykke, er der fortsat uvished om, hvorvidt den folkekære SF'ere vil vende tilbage til livet igen
Dorthe Laustsen ligger fortsat i koma, oplyser Aarhus Kommune.
- Der er ikke noget nyt. Hendes tilstand er fortsat stabil og uændret, og man afventer fortsat på sygehuset, siger Allan Witte, der er kommunikationsmedarbejder i Aarhus Kommune til bt.dk.
LÆS OGSÅ: SF-rådmand gennemgår sidste operationer
Det var mandag den 2. juli, at rådformanden kørte galt sammen med sin mand syd for Odder. Dorthe Laustsen, der kørte bilen, kørte af uvisse årsager pludselig over i modsatte vejbane, hvor hun tørnede frontalt sammen med en skraldebil.
Dorthe Laustsens mand Anders Kold, der var passager i bilen, fik flere knoglebrud i forbindelse med ulykken, men hans tilstand var ikke kritisk.
Ifølge stiften.dk meddelte lægerne allerede i sidste uge, at Dorthe Laustsen skulle have nogle stabiliserende operationer, hvorefter man ville begynde at nedtrappe hendes bedøvelse. Derefter skulle rådmanden vækkes af sin koma.
Men ifølge Allan Witte er man endnu ikke begyndt at nedtrappe bedøvelsen.
LÆS OGSÅ: Rådmand stadig i koma: For kvæstet til at blive vækket
Dorthe Laustsen er rådmand for sundhed og omsorg i Aarhus Kommune. Kommunen holdere på nuværende tidspunkt sommerlukket, og der er derfor endnu ikke taget stilling til, om der skal findes en afløser for Dorthe Laustsen.
Unavngivne kilder har dog tidligere udtalt til Aarhus Stiftstidende, at Dorthe Laustsen få dage inden sin ulykke havde meddelt, at hun ville stoppe i politik. I den forbindelse er Thomas Medom, der i dag er politisk ordfører og udvalgsformand i Aarhus, blevet udpeget som hendes efterfølger.



