Lars Løkke Rasmussen skal både vise respekt og yde modstand, når han mødes med Donald Trump, siger USA-kender.

København. Det er ikke automatisk en vindersag at tage på besøg i Det Hvide Hus, sådan som den danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), gør torsdag.

Det siger redaktør på Kongressen.com Anders Agner frem mod Løkkes møde med USA's nye præsident, Donald Trump.

- Løkke skal holde balancen på den måde, at han både sikrer danske interesser og et godt samarbejde mellem Danmark og USA, men også samtidig husker på, at Trump er en upopulær herre i Danmark. Han kan ikke omfavne ham for meget, siger Anders Agner.

Lars Løkke Rasmussen indledte natten til torsdag dansk tid sit besøg i Washington D.C. med en middag med fremtrædende republikanske og demokratiske medlemmer af Repræsentanternes Hus.

Her understregede den danske statsminister, at hovedformålet med besøget er at vedligeholde og også gerne udbygge de tætte bånd mellem Danmark og USA.

Men Donald Trumps upopularitet har tidligere givet problemer, når en regeringsleder har besøgt ham i Det Hvide Hus.

- Vi så et eksempel på, at et besøg hos Trump blev en tabersag, da den britiske premierminister, Theresa May, var i USA og gik hånd i hånd med Trump. Det medførte massiv kritik i Storbritannien, hvor Trump er meget upopulær, siger Anders Agner.

Der er dog også ganske aktuelle eksempler på, at en regeringsleder kan vende besøget med den amerikanske præsident til noget godt, mener redaktøren.

- Canadas Justin Trudeau formåede at holde balancen. På den ene side sikrede han en god og konstruktiv tone, men han stod også fast på det, han repræsenterer som canadisk premierminister, og det vil være det optimale at gøre for Løkke, siger Anders Agner.

Lars Løkke Rasmussen og Donald Trump skal blandt andet drøfte den internationale koalitions fremtidige indsats over for Islamisk Stat, som Donald Trump vil udslette.

Rettelse 4. afsnit - Repræsentanternes Hus. 6. og 8. afsnit rettet itl regeringsledere./ritzau