Intet er afgjort i kampen om formandsposten, før det tavse flertal har talt - og de unge taler for Krag

- SFUs officielle holdning er, at vi ikke peger på nogen, men jeg stemmer på Astrid, lyder svaret fra en håndfuld medlemmer af landsledelsen i SFs ungdomsorganisation.

Og netop de unge bliver den største joker, når SFs godt 15.600 medlemmer de næste par uger skal afgøre, om Villy Søvndals afløser som partiets formand hedder Astrid Krag eller Annette Vilhelmsen. De seneste dages målinger har været i Vilhelmsens favør, men det er kun byrådsmedlemmer, lokalformænd, ministre og folketingsgruppen, der er blevet spurgt.

En ting er, hvad det organiserede SF siger, noget andet er, om det store tavse flertal er enig.

- Jeg synes, det ligger meget lige mellem de to. Jeg er i hvert fald ikke enige med Politiken i, at nu er det afgjort. De unge er den største joker i det her, da de udgør en stor og vigtig ubekendt, siger Lotte Hansen, BT’s politiske kommentator.

Hun henviser til en rundspørge i fredagens udgave af Politiken, der viser, at næsten 60 pct. af de lokale partiformænd og byrådsmedlemmer ønsker Annette Vilhelmsen som formand.

- Jeg tror, at der er en skillelinje mellem ung og gammel, hvor et flertal af de unge hælder til Krag, mens de pensionerede gymnasielærer er mest til Vilhelmsen. Det er især den ældre og mere organiserede del af vælgerne, der har besluttet sig og meldt deres støtte officielt ud, derfor er de unge og uorganiserede mest interessante lige nu, uddyber Lotte Hansen.

Selvom SFU ikke officielt vil pege på en kandidat, tyder meget på, at flertallet af de omkring 2500 SFUer mellem 14-25 år ser den 29-årige sundhedsminister som et bedre bud end 52-årige Annette Vilhelmsen, der var nærmest totalt ukendt i befolkningen for to uger siden.

En rundringning til fem tilfældige medlemmer af SFUs landsledelse peger enstemmigt på Krag med undtagelse af en enkelt, der ikke ønsker at udtale sig om, hvem hun stemmer på.

- Jeg stemmer på Astrid Krag, fordi jeg synes, hun er den mest kvalificerede kandidat med de bedste bud på, hvor vi skal hen for at få mest indflydelse og mest af vores politik igennem, siger 20-årige Nathalie Tobiesen Schmidt, der har været medlem af SFU siden 2008.

Det samme gør 22-årige Kristian Rasmussen, 20-årige Amalie Marie Bonde og 23-årige Christian Vedersø Østergaard, der alle har været medlemmer i mellem fem og syv år. Adspurgt om det generelt er stemningen i SFU, at flest hælder til Krag, svarer de dog, at det er meget blandet.

Om man overordnet kan dele SFs medlemmer op i en stor gruppe unge og en stor gruppe ældre, vil SFs pressechef, Tasja Parize, ikke bekræfte.

- Jeg kan ikke sige noget om, hvordan medlemmerne fordeler sig aldersmæssigt. Jeg ved slet ikke, om den statistik findes, og hvis den gør, er det ikke noget, vi deler med nogen, siger hun.

Det kommer ikke bag på Lotte Hansen, der pointerer, at det sidste SF ønsker lige nu er, at der kommer så detaljerede oplysninger ud om medlemmerne, at man kan lave en parallelmåling, da det vil kunne påvirke resultatet.

Men SFs egen mangfoldighedsundersøgelse fra 2010 viser en klar overvægt af vælgere i aldersgrupperne 20-29 år og 50-59 år - et billede der næppe har ændret sig betydeligt.

Nathalie Tobiesen Schmidt kan dog ikke genkende billedet af et parti med to generationer, der støtter hver sin kandidat.

- Jeg oplever ikke, at der er en generationskløft mellem, hvem folk støtter, hvilket lidt har været det billede, der bliver tegnet i medierne af folk og kommentatorer, der ikke kender partiet, siger hun.

Det har hverken været muligt at få en kommentar fra Krag eller Vilhelmsen inden deadline.