Luften på Christiansborg er tyk af beskyldninger, om hvem der har ansvaret for de mange skandaler i Skat.

Et enigt folketing vil nu sætte en kommission til at kulegrave skandalerne i Skat.

Stærkt presset af et fælles udspil fra Mette Frederiksen (S) og Kristian Thulesen Dahl (DF) måtte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i går koble sig på de to partiers forslag og gå med til at lade en kommission undersøge, hvem af de seneste ni skatteministre, der kan drages til ansvar.

Men den usædvanlige borgfred mellem partierne var ikke mange minutter gammel, før blå og rød blok begyndte at pege fingre ad hinanden. De ni skatteministre, der ventes at blive omfattet af kommissionens undersøgelse, kommer fra fire partier, Venstre, SF, Radikale og Socialdemokratiet, og derfor har alle noget på hinanden.

Skåret ind til benet handler det om, at under Venstre-manden Kristian Jensens godt fem år lange periode som skatteminister fra 2004 til 2010 forsvandt de ansatte i Skat. Under SF'eren Holger K. Nielsens tid som skatteminister fra 2012 til 2013 forsvandt milliarderne.

»Jeg påtager mig min del af ansvaret,« siger Holger K. Nielsen, der ikke har andre kommentarer end, at han synes det er klogt at få nedsat en kommission.

»Hellere det end en masse enkeltsager i medierne,« tilføjer han.

Samme holdning giver den nuværende finansminister Kristian Jensen udtryk for. Han forventer, at andre skatteministre også vil vedkende sig ansvaret for de problemer, der ramte Skat efter 2010 med EFI og svindlen med udbytteskat.

Kristian Jensen erkender samtidig, at det gik for hurtigt med at lade staten overtage inddrivelsen af skattegæld fra kommunerne.

»Hvis jeg kunne gøre ting om, ville jeg for eksempel have udskudt sammenlægningen af inddrivelsen, så den kunne være bedre forberedt,« siger han.

I stedet for at lade erfarne pantefogeder inddrive gælden, blev denne opgave pålagt helt grønne ansatte i Skat. Konsekvensen var, at borgernes gæld til det offentlige i lange perioder ikke blev opkrævet.

Meningen var, at det forkætrede it-system EFI skulle løfte opgaven, men det kom aldrig til at fungere, før man i 2015 endegyldigt besluttede at skrotte det.

Hvis der er noget, den radikale formand Morten Østergaard fortryder, er det, at han i sin tid som skatteminister fra februar til september 2014 ikke greb ind.

»I dag ærgrer jeg mig da over, at det ikke var mig, der trak stikket på det der EFI-system. Man skal være en mærkelig starut, hvis ikke man i dag tænker, at hold da op, der skulle være truffet nogle andre beslutninger. Så var det ikke gået så galt,« siger Morten Østergaard.

Hans efterfølger Benny Engelbrecht lukkede EFI, der slet ikke virkede.

BT kan i dag dokumentere, hvordan SF's tidligere skatteministre Holger K. Nielen og Thor Möger Pedersen har rost det digitale inddrivelsessystem EFI, der viste sig at være ubrugeligt, og forsikret at alt gik godt i Skat, mens det faktisk gik elendigt.

S-formand Mette Frederiksen går åbenlyst efter Venstres næstformand, Kristian Jensen. Hun vil have hans periode undersøgt først og have resultaterne inden hele kommissionen er færdig.

»Det er vigtigt, at undersøgelsen kommer til at omfatte hele perioden, Den skal ikke arbejde i mange år, vi vil gerne have, at den afrapporterer løbende til Folketinget, og den skal først kigge på problemerne omkring inddrivelse,« siger Mette Frederiksen.

»Kristian Jensen erkender selv, at han har begået fejl, og det er et godt sted at starte. Problemerne med inddrivelsen starter under ham. Der er truffet problematiske beslutninger op gennem nullerne og det indrømmer Kristian Jensen jo også. Der er tale om 100 mia., som ikke er betalt, mens andre lever det gode liv i sydens sol uden at betale. Det er den største skandale i vores tid. Og hvis der kan placeres et politisk ansvar, så skal der det,« siger Mette Frederiksen.

Topfolk fra DF og S holdt hele sagen hemmelig hele mandagen, og snakkede udenom, når de blev spurgt om de ville foreslå en kommissonsdomstol. Imens foregik planlægningen på højeste niveau mellem Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl - en planlægning, der havde stået på i i hvert fald 14 dage, og som de fandt enighed om i en telefonsamtale mandag. Derefter udsendte de en fælles pressemeddelelse - den første nogensinde hvor de to partiers logoer står side om side, præcist timet så den kunne nå 19-nyhederne på TV2.

Kristian Thulesen Dahl mener, at måden V og S skyder skylden på hinanden på er »uværdig«.

»Hvis vi på nogen måde skal genvinde danskernes tillid til Skat, så er det nødvendigt med en grundig undersøgelse. Folk føler at de skal betale hver en krone, de skylder, mens andre er mere fiffige, tager til udlandet og slipper. Det undergraver velfærdssamfundet,« siger han.

»Jeg har det set det spil, der kører mellem V og S, hvor de skyder skylden på hinanden, og jeg synes det er uværdigt. En kommission vil sikkert finde frem til, at der er flere skyldige på mange niveauer.,« siger Kristian Thulesen Dahl, der også gerne vil have resultaterne afleveret løbende og starte med EFI.