Statsminister Lars Løkke Rasmussen fik ikke sin vilje: Eva Kjer Hansen må trække sig som minister - og dét til stor utilfredshed for et af koryfæerne i Venstre, Uffe Ellemann Jensen.

De Konservatives vedholdende pres blev for meget for Eva Kjer Hansen, der lørdag meddelte statsministeren, at hun trækker sig som minister.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har ellers stået last og brast ved den nu forhenværende miljøminister under nervekrigen med De Konservative og endda truet med at udskrive valg, såfremt De Konservative insisterede på, at Eva Kjer Hansen skulle gå af.

Men lige lidt hjalp det - og fra sidelinjen står den tidligere Venstre-formand Uffe Ellemann Jensen og ser måbende til.

»Hun er blevet helt urimeligt behandlet. Jeg har aldrig set mage. Man skal være opmærksom, når amatører entrerer den politiske scene. Jeg håber, at det her giver anledning til stor eftertanke, og at dygtige journalist vil grave i det her og finde ud af, at hun har kørt det her perfekt,« siger han til TV 2.

Eva Kjer Hansen går af som konsekvens af landbrugspakken. De Konservative mener, at hun vildledte Folketinget i forbindelse med udformningen af aftalen.

Torsdag blev landbrugspakken vedtaget i Folketinget med stemmer fra De Konservative. De stemte for pakken, men krævede Eva Kjer Hansens afgang.

Blå bloks mindste parti har også gjort det klart, at Eva Kjer Hansen heller ikke kan være minister et andet sted. Tilliden er væk til hende.

Der var lagt op til en mistillidsafstemning til Eva Kjer Hansen i folketingssalen onsdag i næste uge, men den bliver altså nu ikke til noget.

»Jeg har i dag meddelt statsministeren, at jeg trækker mig fra posten som miljø- og fødevareminister. Jeg har været glad for hver eneste dag, som jeg har stået i spidsen for det nye Miljø- og Fødevareministerium.«

»Men jeg vil ikke stå i vejen for regeringen Lars Løkke Rasmussen. Danmark har brug for et borgerligt-liberalt sammenhold,« siger Eva Kjer Hansen i en pressemeddelelse fra Miljø- og Fødevareminister.

De seneste to dage har de borgerlige partier været samlet til krisemøde på Marienborg hos Løkke. Officielt for at forhandle om en grøn tillægsaftale til landbrugspakken, hvilket De Konservative har ønsket.