Uffe Elbæk har fået vind i sejlene. Hans parti Alternativet er tæt på at have samlet nok underskrifter til at blive opstillingsberettiget til det kommende folketingsvalg.

»Vi håber at have samlet de 20.000 vælgererklæringer i midten eller i slutningen af marts,« siger Alternativets pressechef Mikkel Nørskov Kjær. Man mangler 4.882 godkendte underskrifter i at nå målet og modtager 500 lige nu om ugen.

Først når partiet er klar til at komme på stemmesedlen, optræder det med eget navn i meningsmålingerne. Indtil da skal man se under kategorien 'andre' for at få et fingerpeg om, hvor stærkt partiet står. I en gallup fra i lørdags stod 'andre' til 0,8 pct. Børsen bragte i fredags en måling fra Greens, hvor 'andre' blev målt til 1,2 pct. I begge målinger er 'andre' gået markant frem.

Hvis Alternativet kommer på stemmesedlen, er det forventningen på Christiansborg, at der hurtigt vil opstå en debat om stemmespild. Det forekommer nemlig usandsynligt, at Uffe Elbæk klarer spærregrænsen på to pct., og dermed er stemmerne tabt for rød blok.

Mandag opfordrede Morten Messerschmidt alle til at hjælpe Alternativet med at komme på stemmesedlen.

»Selv om vi er uenige om nærmest alt, så vil jeg alligevel gerne bakke op om Alternativets demokratiske ret til at blive opstillingsberettiget til næste folketingsvalg. Jeg vil derfor opfordre jer til at give dem muligheden ved at udfylde en vælgererklæring på deres hjemmeside,« siger Morten Messerschmidt på sin facebook-side.