Tidligere kulturminister Uffe Elbæk holder i januar måned orlov fra Folketinget. I perioden indtræder Pernille Boye Koch som suppleant.

Oven på de seneste ugers medieomtale holder tidligere kulturminister Uffe Elbæk (R) orlov fra den radikale folketingsgruppe i januar måned. I perioden vil det radikale hovedbestyrelsesmedlem og lektor i forfatningsret Pernille Boye Koch (R) indtræde som suppleant, oplyser Radikale Venstre i en pressemeddelelse tirsdag aften.

Uffe Elbæks beslutning om en måneds pause fra den politiske scene kommer seks dage efter, han valgte at trække sig fra kulturministerposten efter ballade om nepotisme og vennetjenester på produktions- og daghøjskolen AFUK (Akademiet for Utæmmet Kreativitet), hvor hans mand arbejder.

Ifølge Berlingske bliver Elbæks beslutning internt hos De Radikale betegnet som »ganske udramatisk«. Hvilke ordførerskaber, den tidligere kulturminister skal have i den radikale folketingsgruppe, er fortsat uvist.