En ny meningsmåling fra Greens Analyseinstitut viser, at rød blok haler kraftigt ind på blå blok.

Hvis der var valg i dag, ville 51,7 procent af stemmerne ifølge meningsmålingen fra Greens gå til den borgerlige fløj, mens 48,2 procent af vælgerne ville sætte kryds ved et af de røde partier, skriver Børsen.

Socialdemokraterne er i den seneste måling gået markant frem fra 20,9 procent i februar til 24,4 procent i den nye måling.

Samtidig er Dansk Folkeparti gået tilbage fra 21,7 til 17,2 procent.

Læs også:

Ifølge valgforsker ved Aarhus Universitet Rune Stubager er det endnu for tidligt at tale om en sikker tendens, da de seneste meningsmålinger har vist noget forskelligt. Men der er fremgang at spore for Socialdemokratiet, og det skyldes ifølge valgforskeren flere ting.

Kampagne om flygtninge

For det første har Socialdemokraternes kampagne, hvor de kræver, at flygtninge skal arbejde, formentlig flyttet nogle vælgere.

»Den står nok ikke bag hele ændringen. Men det er jo udemærket tænkt at gå til angreb på det punkt, hvor modstanderen altså Dansk Folkeparti og Venstre - plejer at stå stærkest,« siger Rune Stubager.

Det er Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen enig i.

»Det ser ud til at give pote, at Socialdemokraterne »for første gang iscenesætter sig selv som et strammer-parti,« siger Thomas Larsen til BNB.

Læs også:

»Hvis det viser sig, at partiets kampagne på det udlændingepolitiske område er med til at flytte vælgere fra Dansk Folkeparti - så har Thorning virkelig fat i den lange ende.«

Økonomi i fremgang

Økonomien er et andet vigtigt parameter. Rune Stubager påpeger, at høj optimisme blandt forbrugerne, lav rente, lav kronekurs, og væksten, der så småt er ved at komme i gang, har positiv indflydelse på regeringen. Samtidig forventer man, at priserne på boligmarkedet vil stige, og det er også positvt.

»Det begynder at gå bedre med økonomien. Og regeringen kan nu sige til vælgerne, at det kan godt være at det har været hårdt, og at vi har måtte gøre nogle ting, som I ikke brød jer om, men se det virker,« siger Rune Stubager.

Personlig popularitet

Vælgerne ser også på statsminister-kandidaterne som personer. Og her er statsministerens person mere populær end udfordreren Venstres formand Lars Løkke.

»Helle Thorning har i et stykke tid ligget foran Lars Løkke i popularitet, uden dog selv at være særlig populær. For Lars Løkke har det været de personlige skandaler, der har skadet ham. Helle Thorning har derimod været udfordret af, at mange af hendes egne vælgere ikke har kunnet lide den politik hun førte,« siger Rune Stubager.

Læs også:

Ifølge Thomas Larsen har Thorning helt ubestridelig været den mest dominerende politiske leder på Christiansborg i den seneste periode.

»Det handler også om, at Thorning var den, der skulle håndtere det forfærdelige terrorangreb mod København i februar, siger Thomas Larsen til BNB.

Uheldig kampagne

Sidst men ikke mindst er Socialdemokraterne ufrivilligt blevet hjulpet lidt på vej at venstres egen kampagne om kontantshjælpsloftet. Kampagnen endte mere som en debat om tallene og ikke om principperne bag kampagnen.

»Venstres kampagne om kontantshjælpsloftet har ikke været helt så vellykket. Diskussionen om kontanthjælpens størrelse er de ikke sluppet så godt fra, men det er svært at sige, om det konkret har haft betydning,« mener Rune Stubager.