Udenrigsminister Martin Lidegaard vil skærpe kursen over for Israel, men det afviser De Konservative, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne.

Hvis ikke israelerne skrifter retning i de fredsforhandlinger, som indledes i Kairo i denne uge, vil udenrigsminister Martin Lidegaard skærpe kursen over for landet. Det afvises dog af flere partier i Folketinget, skriver Jyllands-Posten.

Udenrigsministeren vurderer, at manglende skridt fra Israel denne gang vil føre til, at både EU og den danske regering vil påbegynde en diskussion af muligheden for at indføre egentlige sanktioner mod landet, og han vil selv tage sagen op på det næste møde mellem EUs udenrigsministre, hvis fredsforhandlingerne endnu en gang ender uden fremdrift og indrømmelser fra begge parter i konflikten.

»Hvis der ikke sker noget i fredsforhandlingerne denne gang, og hvis vi ikke ser et nyt reaktionsmønster fra Israels side, så kommer vi til at diskutere muligheden for nye skridt, herunder ændringer i vores handelsrelationer med Israel,« siger Martin Lidegaard.

Han kræver blandt andet, at Israel ophæver blokaden af Gaza og standser de »ulovlige bosættelser«, fordi det underminerer en tostatsløsning mellem Israel og palæstinenserne.

Hverken Konservative, Dansk Folkeparti eller Socialdemokraterne vil være med til at indføre sanktioner, skriver Jyllands-Posten.