Miljøministeren i Slesvig-Holsten opfordrer den nyudpegede, blå miljøminister til at stå ved den aftale om pant på tyske dåser, som danske og tyske myndigheder indgik for få måneder siden, da rød blok havde regeringsmagten.

Det giver dybe panderynker syd for grænsen, at Danmarks nye miljøminister, Eva Kjer Hansen (V), har meldt ud, at hun vil give den indgåede pantaftale mellem Danmark og Tyskland et grundigt eftersyn og muligvis gøre op med aftalen i sin nuværende form.

Det skriver Flensborg Avis.

»Der blev skrevet under på pantaftalen. Bolden ligger nu i Danmark. Den danske regering må afgøre, om den vil spille bolden tilbage eller fremad. Jeg ville beklage det meget, hvis erklæringen ikke bliver ført ud i livet. Det vil betyde, at der fortsat havner millioner af dåser i naturen i stedet for at blive indsamlet til genbrug,« siger miljøministeren i Slesvig-Holsten, Robert Habeck, til Flensborg Avis.

Man skal ellers ikke længere tilbage end maj måned, før alt åndede fred og idyl, og den nu forhenværende danske miljøminister, Kirsten Brosbøl (S), præsenterede en dåsepantsaftale med delstaten Slesvig-Holsten.

Eva Kjer Hansen er dog af den opfattelse, at pantaftalen har flere smuthuller, der kan koste Danmark dyrt, hvis man ikke får gjort op med uholdbare løsninger. Både Dansk Folkeparti og de Konservative støtter en revurdering af pantaftalen.

Miljøministeriet i Berlin har ifølge Flensborg Avis afvist at give en officiel kommentar til den danske kovending på pantområdet, men miljøministerierne i Berlin og Kiel har ifølge avisen allerede ved tidligere forespørgsler sendt bolden frem og tilbage mellem de to hovedstader med henvisning til, at det er den respektive anden part, som på tysk side er hovedansvarlig for trekantsaftalen mellem Danmark, Tyskland og Slesvig-Holsten.