Nu melder TV 2 og produktionsselskabet Metronome sig på banen.

Sagen om den meget omtalte kampagnevideo og tilhørende 100.000 kroner, som Aalborg Kommune har overført til byggematador Jesper Skovsgaard, tager endnu en drejning.

Ifølge en redegørelse fra Aalborg Kommunes kommunaldirektør, Christian Roslev, overførte kommunen beløbet i 2017 til byggematadoren i forbindelse med en kampagnevideo, som skulle vises i TV 2-programmet 'Nybyggerne'.

Men både TV 2 og Metronome afviser over for Frihedsbrevet den redegørelse. De oplyser, at de ikke har været involveret i nogen form for kampagnevideo.

»At der ifølge notatet fra kommunaldirektøren fra Aalborg skulle være indgået aftale om en markedsføringsmæssig eksponering af Aalborg i selve programmerne, står vi således meget uforstående over for,« siger Henrik Rasmussen, som var Metronome-producent for 'Nybyggerne' i 2017.

Frihedsbrevet beskrev i sidste uge, at borgmester i Aalborg Kommune Thomas Kastrup-Larsen (S), som lige nu er sygemeldt, overførte 100.000 kroner til Jesper Skovsgaards firma, 2E, op til kommunalvalget i 2017.

Få måneder senere blev 50.000 af de kroner sendt retur til Socialdemokratiets lokalafdeling i Aalborg uden afsender. Beløbet blev delt op i puljer, hvorfor det er muligt at sende penge uden navn på afsender.

Men Frihedsbrevet har dækket, at pengene kom fra selskaber, som Jesper Skovsgaard ejer eller delvist ejer. Eksperter har i den forbindelse kaldt overførslerne »påfaldende«, og at sagen ligner returkommission.

»Returkommission i sådan en sag er også korruption, fordi det er misbrug af magt til egen vinding,« siger Jesper Olsen, der er formand for antikorruptionsorganisationen Transparency Internationals danske afdeling, til Frihedsbrevet.

I den føromtalte redegørelse, som B.T. er i besiddelse af, skriver kommunaldirektøren, at »Aalborg Kommune skulle betale 100.000 kroner for en brandingfilm for Aalborg, som var en del af programmet (Nybyggerne, red)«.

Formålet var at eksponere Aalborg »i bedste sendetid«, står der også.

TV 2 og Metronome fortæller dog til Frihedsbrevet, at man har indgået en sponsoraftale med Jesper Skovsgaard og 2E.

En del af den aftale gik på, at 2E kunne få produceret informationsfilm for 2E, som selskabet selv kunne bruge. Ifølge TV 2 havde de film dog intet med Aalborg Kommune at gøre:

»At 2E Bolig efterfølgende har modtaget 100.000 kroner fra Aalborg Kommune som tilskud til produktionen af videoerne er ikke noget, som TV 2 og Metronome blev gjort bekendt med,« siger Michael Hansen, redaktør for TV 2 Kommunikation og Markedsføring, til Frihedsbrevet.

Jesper Skovsgaard har tidligere over for B.T. afvist anklagerne om returkommission. Om årsagen til, at Jesper Skovsgaard i det hele taget modtog 100.000 kroner, har han oplyst følgende:

»Baggrunden for, at det er 2E Bolig (en del af 2E Group), der solgte ydelsen, er helt enkel. Fordi det var en ydelse, 2E Bolig har med i den aftale, vi har med produktionsselskabet Metronome, der producerer udsendelserne for TV 2.«

Men ud fra TV 2 og Metronomes nye udmeldinger fremgår det, at 2E gennem sponsoraftalen ikke havde tilladelse til at dele videoer med kommunen.

Jesper Skovsgaard har ikke yderligere kommentarer til sagen, oplyser hans advokat til B.T.

Christian Roslev har ikke reageret på B.T.s henvendelse.