Venstre har fået det, partiet selv bad om, lyder det for skatte­med­arbejdernes formand

Venstres Troels Lund Poulsen krævede i sin tid som skatteminister, at Skats berygtede afdeling ’Økokrim’ skulle føre en endnu hårdere kurs, der skulle resultere i flere straffesager.

Partiet Venstre har været en af de mest højlydte stemmer i kritikken af Skat, der er blevet beskyldt for bøllemetoder og en syg sagsbehandlingskultur. Et svar til Folketingets Skatteudvalg afslører dog, at Venstre ikke alene tilføjede flere vitaminer til Skats hårdtslående afdeling, ’Økokrim’, men også stillede sig åbenlyst utilfreds med det antal straffesager, Skats medarbejdere havde formået at grave frem inden for økonomisk kriminalitet.

Der lå dermed et massivt politisk pres på ’Økokrim’, hvilket nu får formanden for Told- og skatteforbundet, Jørn Rise, til at sige, at Venstre i dag kritiserer det, partiet selv bad om.

- Hvad angår politikernes befalinger, er vi meget rettroende. De får den vare, de bestiller. Vi er et produkt af de retningslinjer, der kommer fra politikerne. Hverken mere eller mindre, siger han til BT.


På et spørgsmål fra Folketingets Skatteudvalg om, hvordan Troels Lund Poulsen, som skatteminister, ville sikre, at medarbejderne i Skat kunne leve op til, at han ’kræver en hårdere kurs’, understregede Lund Poulsen i et svar den 12. januar 2011, at han ’ikke er tilfreds med det antal straffesager’, Skats projekt ’Credit Card’ havde kastet af sig, hvorefter han lagde han op til en hårdere kurs i Skat.

En kurs, der skulle sikres igennem projektet ‘Money Transfer’ og en nyt landsdækkende center for økonomisk kriminalitet - i dag også kendt som ’Økokrim’.

Det var Troels Lund Poulsens forgænger på posten, Kristian Jensen (V), som søsatte projekt ’Credit Card’: Cirka 400 sager blev kontrolleret i projektet, hvilket førte til opkrævning af skatter, afgifter og bøder på 470 mio. kr.

Med projekt ’Money Transfer’ havde Troels Lund Poulsens adgang til danskeres banktransaktioner til og fra 55 lande i en periode på fem år.

En unik mængde datamateriale som få måneder inden havde fået Troels Lund Poulsen til at øjne Danmarkshistoriens største skattesag.

De mange transaktioner havde nemlig vist, at der angiveligt lå 1.000 mia. danske kr. og svømmede rundt mellem suspekte skattely-destinationer som Bahamas, Cayman Islands og De Britiske Jomfruøer.

‘Det her kan blive Danmarks største skattesag nogensinde’ og ‘det her bliver et nybrud i måden at lave skattepolitik- og kontrol på i Danmark,’ sagde Troels Lund Poulsen blandt andet til DR nyheder den 6. september 2010.

I dag angriber flere ledende retseksperter Troels Lund Poulsens nybrud, da de mener, at projekt ‘Money Transfer’ har ført til en al for aggressiv sagsbehandling, som truer skatteborgernes retssikkerhed.

- Der er ingen tvivl om, at Skat i forbindelse med ’Money Transfer’ markedsførte nogle meget aggressive fortolkninger af Skattekontrolloven, eksempelvis om, hvor langt tilbage i tid, de kan benytte oplysninger fra bankerne om en skatteyder, siger John Bygholm, formand for Danske Revisorers (FSR) skatteudvalg.

Poul Bostrup, formand for Advokatrådets skatteudvalg siger:

- Skat er blevet mere aggressive og forsøger i højere grad at prøve grænser for, hvad det kan. Vi har set en mere aggressiv holdning i forskellige kampagner - blandt andet projekt ’Money Transfer’.

BT har tidligere i denne uge skrevet, at en række ledende retseksperter i nogle af landets mest magtfulde erhvervsorganisationer på skatteområdet i en fælles appel til skatteminister Holger K. Nielsen d. 19. juni udtalte kritik af Skats ’aggressive’ fremgangsmåde i skattesager. Blandt andet fordi Skat gør krav på personlige oplysninger, som politiet ikke engang har adgang til uden en dommerkendelse - alt lige fra vores mail-korrespondance med en revisor, bankudskrifter, og hvor vi ringer fra.

Retseksperterne kræver nu, at Holger K. Nielsen strammer tøjlerne om sine skattemedarbejdere.

Troels Lund Poulsen, der dedikerede 100 årsværk til ’Økokrim’, fik lavet sit ‘nybrud’ i skattepolitikken, men nok ikke som han håbet.

Det blev nemlig hans egne hårde hunde i ‘Økokrim’, der blev aflivet, da skatteminister Holger K. Nielsen torsdag d. 27. juni tog konsekvensen af den voldsomme kritik, som Troels Lund Poulsens eget parti havde lagt ord til.

Resulteret af ’Money Transfer’ er også langt fra de 1.000 mia. kr. Foreløbigt er der indhentet cirka en mia. kr.

Holger K. Nielsens har dog udtalt sig tilfreds om 'Money Transfer'.

- Det her viser jo tydeligt, at de seneste års indsats mod placering af indkomst og formuer i skattely har været en succes. Og her tænker jeg både for Skats medarbejdere, der har gravet pengene frem fra skattelyene, men også for alle de danskere, der hver måned betaler deres skat, og som bliver snydt, hver gang nogle sender penge i skattely, sagde skatteministeren i januar.

Det er dog værd at bemærke, at udtalelsen faldt inden en serie kritiske artikler om Skats sagsbehandling.