Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen besvarer spørgsmål om beslutningen om at gå i krig i Irak.

Washington. Spørgsmål: Hvad er det i FN-resolution 1441 ? eller i tidligere resolutioner ? som du ser, giver mandat til invasionen i Irak?

- Det er ikke resolution 1441 i sig selv, jeg synes er så interessant. Men hvis du går tilbage til den første krig i Golfen i begyndelsen af 1990?erne, så blev der i den forbindelse vedtaget en række resolutioner, som bemyndigede brug af magt over for Irak, hvis Irak ikke rettede sig efter resolutionen.

- Efter min mening er det hævet over enhver tvivl, at Saddam Hussein på ingen måde levede op til de vedtagne resolutioner. Han brød dem alle sammen faktisk. Og det er grunden til, at jeg så synes, at der var et klart FN-grundlag. Der var selvfølgelig ikke noget nyt udtrykkeligt mandat. Det er alle også enige om, tror jeg. Men der var et FN-grundlag.

Spørgsmål: Men følger man logikken her, ville man så ikke kunne intervenere i mange andre lande. Der er mange eksempler i moderne historie på, at et land ikke efterlever de ting, som besluttes i Sikkerhedsrådet. Skulle man så intervenere i Israel, da de deporterede palæstinensere, for de valgte også at overhøre FN gang på gang?

- Det er ikke min opfattelse, at man kan drage verden hærgende rundt og opsøge konflikter og blande sig i alt. Det kan man selvfølgelig ikke i praksis. Derfor må man foretage en afvejning og vurdering i hvert enkelt tilfælde. Man må se på, om det er fornuftigt og nødvendigt. Du vil kunne finde stribevis af eksempler, hvor man også kunne have gjort det, men hvor man af andre grunde ikke gør det. Det mest skræmmende eksempel er i virkeligheden Syrien.

Spørgsmål: Gør det ikke indtryk på dig, at kommissioner i flere af de andre deltagerlande og mange folkeretseksperter ikke mener, at der var basis for at invadere Irak?

- Jamen du kan også finde folkeretseksperter, der vil påstå, at det var der. Det er i det hele taget et område, hvor der er meget uenighed mellem jurister, der kigger på folkeretten. Så derfor vil du aldrig kunne få en retfærdig afgørelse i en retssal. Og i det hele taget er det slet ikke i retssalen, at den slags skal afgøres. Det er i folketingssalen.

/ritzau/