Umiddelbart ligner Amanda Simpson enhver anden nyudnævnt kvindelig politisk leder - perfekt makeup, fornuftige pumps og politisk korrekt spadseredragt.

Men da Barack Obama for få dage siden udpegede den 47-årige forhenværende pilot, ændrede han samtidig USAs politiske historie.

Amanda blev nemlig født som mand. Og hun er den første transseksuelle udnævnt direkte af en amerikansk præsident.

Fremover skal Amanda Simpson være ledende teknisk rådgiver i det amerikanske handelsministerium.

Og hun vil således dagligt arbejde tæt sammen med den amerikanske handelsminister Gary Locke.

Allerede som ung teenager vidste Amanda, at hun var kvinde indeni.

Men trods en meget svær ungdom gik hun (stadig som mand) i gang med sine studier. Og før hun gennemgik et i alt seks-årigt kønsskifte, tog Amanda Simpson universitetsuddannelser i hhv. fysik, forretningsadministration, polyteknik og luftfartsteknik.

Udover disse specialiteter er Amanda Simpson også testpilot og flyinstruktør.

Obama imponeret
Siden sin kønsskifteoperation har Amanda bl.a. ledet Hillary Clintons valgkampagner. Hun har selv stillet op til senats-valget i Arizona.

Og før Barack Obamas udnævnelse havde Amanda Simpson i 30 år arbejdet i den amerikanske luftfarts- og forsvarsindustri - senest som leder af firmaet 'Raytheon Missile Systems' i Tucson, Arizona.

- Jeg kan ikke forestille mig en person, der er mere kvalificeret til denne stilling. Jeg er imponeret over hendes hidtidige karriere.

- Og jeg ser frem til at iagttage Amanda tage store skridt inden for amerikansk politik, siger Barack Obama, som allerede i sine valgtaler lovede at kæmpe imod både racisme og al forskelsbehandling baseret på seksuel orientering.

Og Amanda Simpson er naturligvis også glad for sit nye job.

Masser af kritik
- Jeg er dybt beæret over denne udnævnelse. Jeg glæder mig over alle de udfordringer, der nu ligger foran mig. Og som den første transseksuelle i den føderale amerikanske administration håber jeg blot, at jeg er den første af mange.

Kritikere er der selvfølgelig også mange af. Og flere har allerede insisteret på, at Barack Obamas udpegelse af Amanda Simpson blot er spil for galleriet.

Men den slags har præsidenten allerede lært at tage i stiv arm.

- Både Amanda og jeg har hørt dét, der var langt værre. Og professionelle, som vi begge er, vil vi blot koncentrere os om vores job. Der er masser at bestille.