91.000 danske Volkswagen-biler kan køre rundt med den snydesoftware, som gør bilerne mere miljøvenlige end de reelt set er.
Det finder transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt (V) »dybt bekymrende«, og han har derfor indkaldt Volkswagen Danmarks direktør til et hastemøde på fredag.
»Det er meget alvorligt, og derfor vil jeg gerne opdateres på den danske situation. Jeg vil gerne vide, hvornår man hører nyt fra Tyskland, og endelig vil jeg gerne have Ulrik Schönemann (Volkswagens danske direktør, red.) til at give et bud på, hvordan man skal forholde sig som forbruger i Danmark,« siger transportministeren.
Udover at få en redegørelse fra bilproducentens danske afdeling, har Transportministeriet blandt andet besluttet at oprette en tværministeriel arbejdsgruppe sammen med Miljøministeriet, der skal håndtere sagen fremadrettet. Derudover vil ministeriet også vil være i tæt kontakt med EU-Kommissionen for at få oplysninger om, hvordan Danmark bedst kan bidrage til at belyse problemet.
»Da vi ikke er et bilproducerende land, har vi ikke det fornødne testudstyr til selv at teste bilerne. Derfor har vi sagt til kommissionen, at hvis der er noget andet, vi kan gøre, så skal de bare sige til,« siger Hans Christian Schmidt, som mener, at Danmark er klar til at håndtere skandalen herhjemme.
Kommissionen opfordrede i sidste uge medlemslandene til at gennemføre nationale undersøgelser af bilernes udledningsværdier for at sikre, at de lever op til de grænseværdier, EU har fastsat.
De tyske myndigheder har også lagt pres på Volkswagen, som skal fremlægge en plan senest 7. oktober, der sikrer, at bilproducenten lever op til de gældende grænseværdier.