Transportminister Magnus Heunicke vil have DSB til selv at sende dele af togdriften i udbud.

Transportminister Magnus Heunicke (S) vil i de kommende forhandlinger om DSB kræve, at statsbanerne i fremtiden selv skal begynde at udbyde togdriften, skriver Altinget.

»Jeg vil lave en model, hvor der stilles krav til DSB om at udlicitere en bestemt procentdel af driften. DSB skal fortsat stå for billetsystemer og for kontakten til de rejsende. Men passagererne er ligeglade med, hvad der står på toget, så længe man får den bedste service til prisen,« siger han til netavisen.

Heunicke peger på, at idéen er inspireret af statens kontrakt med DR, hvor politikerne enes om nogle mål for public-service, men samtidig også stiller krav til, at DR skal bruge et vist beløb på at købe produktion udefra.

Det samme skal ske for DSB, hvor målet er, at selskabet selv sender en begrænset del af de danske togstrækninger i udbud. Transportministeren mener, at det er DSB, der har den tekniske viden, som er nødvendig for at lave et godt udbud.