Risikoen for, at staten kommer til at hænge på en del af DSBs milliardgæld, er meget lille. Det siger trafikminister Henrik Dam Kristensen, der er kaldt i samråd om sagen.

De Danske Statsbaner skylder 18 milliarder kroner. Folketinget vedtog i december at stille garanti på otte milliarder kroner, hvis selskabet går konkurs, men det er der ingen fare for, mener trafikminister Henrik Dam Kristensen (S).

- Det er min opfattelse, at DSB hverken er eller har været tæt på konkurs. Men hvis DSBs nye ledelse ikke havde grebet til handling med genopretningsplanen, så havde fremtidsudsigterne været uholdbare, sagde ministeren på et samråd torsdag.

Statsgarantien på de otte milliarder kroner blev givet for at sikre, at DSB kunne refinansiere sin gæld og optage nye lån. Venstre og Liberal Alliance stemte i december imod forslaget om at statsgarantere DSB, og derfor spurgte de to partiers trafikordførere på samrådet ivrigt ind til risikoen for, at staten kommer til at hænge på en del af DSBs gæld.

- Det vil kun ske, hvis DSB kom i så store økonomiske problemer, at DSB ikke kan betale sin gæld tilbage. Jeg tror, denne risiko er meget lille, understregede Henrik Dam Kristensen, der også kunne fortælle, at det statsejede selskab forventer et »behersket overskud« i 2012.

Venstres Martin Geertsen (V) forholder sig fortsat skeptisk over for metoden med at udstede statsgarantier til DSB. Han har tidligere beskrevet statsgarantier som »at behandle et åbent benbrud med et Hello Kitty-plaster«.

Trafikministeren understreger, at DSB ikke får statsgaranti for at undgå konkurs.

- DSB er selvfølgelig selv fortsat ansvarlig for at få gennemført de nødvendige forbedringer af driften. Den her statsgaranti giver en ro og sikkerhed, og det er lige præcis ro og sikkerhed, DSB har brug for i øjeblikket, sagde Henrik Dam Kristensen.