Intregationsordførerne for DF og SF er enige om, at Alice Lauridsen har været offer for en ærgerlig sag. Martin Henriksen fra DF mener, at flygtninge og asylansøgere skal slet ikke have muligheden for at bo i kommuner og feriecentre. Forkert opfattelse, mener Jacob Mark fra SF.

Ordkrigen kommer efter BT onsdag bragte historien om Alice Lauridsen, der har fået sit feriecenter smadret af op til 100 asylansøgere, som hun har haft logerende gennem Udlændingestyrelsen.

I feriecentret i byen Brøns i Sydvestjylland havde hun udlejet værelser til asylansøgere, hvilket hun så som en win-win-situation.

»Jeg følte både, jeg gjorde en god gerning, og at jeg samtidig kunne tjene nogle penge, og jeg følte mig tryg ved det, da jeg kun lejede ud til børnefamilier. Men allerede efter fem dage var alle møbler ødelagt. Venner har fortalt mig, at der i weekenderne kom asylansøgere fra centre i nærheden og holdt kæmpe fester. Stuen blev brugt til cykelbane og rulleskøjteløb.« sagde Alice Lauridsen til BT onsdag.

Situationen er velkendt, men ikke nødvendigvis dækket af medierne, mener intergrationsordfører i Dansk Folkeparti, Martin Henriksen. Men det er godt, at folk får noget at vide om det.

»Det kommer ikke bag på mig, at det er sket. Det sker som en konsekvens af de mange flygtninge og asylansøgere, som er kommet til landet. Det er en helt urimelig måde at udtrykke sin utilfredshed. Det er en svinestreg over for den virksomhed og det land, man opholder sig i,« siger integrationsordføreren.

Den 'urimelige opførsel', som Martin Henriksen refererer til, sker som følge af de kulturforskelle, om asylansøgere og flygtninge ankommer til Danmark med.

»De to kulturer opfatter ting forskelligt. De, der er kommet til landet, har en tendens til at reagere meget bombastisk, mens vi danskere er agerer på mere fredelig vis,« siger Martin Henriksen.

Integrationsordfører hos SF, Jacob Mark, er enig i, at Alices situation er forfærdelig, men deler ikke Martin Henriksens holdning om, at kulturforskellene er en forklaring.

»Det er en fuldstændig uhørt mangel på respekt, og jeg forventer, at Udlændingestyrelsen skrider ind hurtigt, så det ikke bliver folks opfattelse af, hvordan det foregår, for det her er ikke normalt,« siger Jacob Mark og fortsætter:

»De mennesker, der har gjort dette, er idioter. Men at sige, at kulturen kan sammenlignes med dem, der har gjort dette - det synes jeg er pinligt,« siger SFs integrationsordfører-

Hvordan problematikken skal håndteres for at komme disse problemer til livs, er klar fra DFs side.

»En ting er, at man måske lige skal tænke sig om, før man gør sådan en god gerning (som Alice siger, var hendes intention, red.), for det er ikke ens betydende med en lykkelig afslutning. Vores holdning er, at de slet ikke skal bo i kommuner eller feriecentre, og den mulighed skal fjernes,« siger Martin Henriksen

I stedet mener han og DF, at flygtninge og asylansøgere skal bo i de dertil indrettede asylcentre, til de kan sendes hjem. En helt forkert løsning, mener Jacob Mark.

»De fleste ønsker at deltage i samfundet og integrere sig, og jeg synes, vi skal hjælpe dem med sporg og arbejde. Jeg vil ikke spærre dem inde i et center, hvor de bare sidder og kukkelurer,« siger Jacob Mark.