En af regeringens mest centrale ministre angriber nu det politiske styre i København for deres ageren i den omstridte Grøndalsvænge-sag. Find en anden løsning, lyder opfordringen fra ministeren.

Skatteminister Morten Østergaard (R) anklager nu det S-ledede bystyre i København for at tilsidesætte retssikkerheden i den omstridte Grøndalsvænge-sag, hvor et rødt flertal på rådhuset har nedskrevet værdien af en række andelsgrunde for at sikre billigere boliger i hovedstaden, men uden beboerne får dækket milliontab. Det skriver Berlingske.

Skatteministeren opfordrer kommunen til at finde en anden løsning.

»Det er ikke fair, at systemets interesser sejrer over retssikkerheden. Jeg forholder mig ikke til juraen, men hvorvidt det er rimeligt, at aben ender på borgernes skuldre. Det er en uholdbar situation,« siger Morten Østergaard.

Sagen omhandler 389 familier i Grøndalsvænge andelsforening i Københavns Nordvestkvarter, som må se deres andelsgrunde nedskrevet med 400 millioner kroner - omkring én million kroner i snit.

Den juridiske baggrund for dette hviler på en 100 år gammel servitut, som hverken kommunen, beboerne eller skattemyndighederne har været opmærksom på, men som dukkede op i foråret, da en landinspektør opdagede den ved et tilfælde.

Servitutten blokerer for, at andelsejerne i Grøndalsvænge må tjene penge på deres andel, og et politisk flertal bestående af Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten har valgt at holde fast i servitutten for at sikre billige boliger i København.

Skatteministeren vil ikke diktere en løsning, men han går nu ind i den skattemæssige del af sagen. Beboerne har nemlig i årevis betalt mere i grundskyld, end værdien af grunden tilsiger efter kommunens nedskrivning. Og det vil de blive ved med, hvis ikke reglerne ændres.

»Jeg har bedt mit system om at klargøre, hvad den skattemæssige situation er for folk i en så prekær situation, og på baggrund af den redegørelse vil jeg se på, hvordan vi undgår, at lignende tilfælde opstår igen,« siger Morten Østergaard, som helst så, at Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), SF og Enhedslisten på rådhuset gik med til en anden løsning.

»Her må man tage borgernes perspektiv, og ikke lade det være Davids kamp mod Goliat,« siger han.

Flertallet bag servitutten har da også forsøgt at give beboerne en håndsrækning ved at tilbyde et forlig, som betyder, at man opretholder servitutten og i gennemsnit nedskriver hver enkelt grund med den omtalte million kroner i gennemsnit.

Til gengæld giver man de andelshavere, der har købt eller belånt deres bolig til forhøjede priser, lov til at sælge til den kunstigt høje pris, hvis de kan finde en køber, der vil give mere for andelen, end den er værd. Eksperter peger dog på, at dette kan blive svært.

Beboerne skal tilmed acceptere, at fremtidige grundstigninger ikke indregnes i andelens værdi, der dermed på sigt udhules på grund af inflationen, ligesom de skal afstå fra at prøve sagen ved domstolene.

Flere beboere i Grøndalsvænge har oplyst til Berlingske, at de regner med, at alle lægger sag an i stedet for at tage mod forliget.

Frank Jensen har ikke ønsket at udtale sig om angrebet fra Morten Østergaard, og har i stedet henvist til det socialdemokratiske medlem af borgerrepræsentationen, Jakob Hougaard (S):

»Morten Østergaards meget hårde kritik kommer virkelig bag på mig. Vi er kommet med en redningsplan, som undgår alle de store problemer, der har været oppe i medierne. Det kunne Morten Østergaard godt have orienteret sig om, før han udtaler sig så bombastisk,« siger Jakob Hougaard, som slet ikke forstå kritikken af, at kommunen sætter systemet over borgernes retssikkerhed.

»Det her handler ikke om mennesket før systemet, det handler om 400 millioner kroner, som nogen har tjent på bekostning af alle dem, som om ti eller femten år gerne vil flytte ind i Grøndalsvænge,« lyder det fra Socialdemokraten.