Topdirektør stopper efter GGGI-skandalen - men fortsætter i Udenrigs-ministeriet

Direktøren for udviklingspolitik i Udenrigsministeriet, Charlotte Slente, trækker sig fra sin stilling. Det oplyser Udenrigsministeriet til Berlingske.

Charlotte Slente var chef for Udviklingspolitisk Center i Udenrigsministeriet med ansvar for GGGI, men skifter nu til en stilling, hvor hun skal varetage økonomisk diplomati.

Charlotte Slente er blevet sat i forbindelse med fortielsen af oplysninger for daværende udviklingsminister Christian Friis Bachs (R) om vedtagelsen af GGGIs rejseregler, der resulterede i ministerens afgang. Udenrigsministeriet oplyser, at jobskiftet er frivilligt.

Udenrigsministeriet leverede tirsdag en intern redegørelse af forløbet, som bekræfter pressehistorier om, at ministeriets embedsmænd allerede 6. november fandt ud af, at Christian Friis Bach talte usandt, da han over for Folketinget hævdede, at han ikke havde været med til at godkende GGGIs rejseregler.

Alligevel fik ministeren først besked om misinformationerne 20. november. Dagen efter gik han af på grund af fejlen.

Udenrigsministeriet vil gennemføre tjenstlige forhør af tre ledende embedsmænd i forbindelse med sagen, men ifølge Berlingske Nyhedsbureaus oplysninger kan der gå op til et år, før resultatet af forhørere ligger klar.

BNB

Læs også: