Koalitionen i Irak kunne ikke sikre ro og orden. Det kostede irakerne vand og strøm, siger dansk diplomat.

København. Den danske topdiplomat Ole Wøhlers Olsen var civil administrator for et af fire områder i Irak efter den USA-ledede koalition havde invaderet Irak i 2003. Søndag kommer han med en hård kritik af planlægningen og vilkårene for at løse den opgave.

Ifølge den tidligere danske topdiplomat, der også har været dansk ambassadør i Algeriet og Syrien, var besættelsen og administrationen af landet dårlig planlagt.

- Konsekvenser var først og fremmest, at vi i starten ikke kunne sikre levnedsmidler, vandforsyning og energi, fortæller han.

- Det er meget vigtig, hvis man besætter et andet land, at man er sikker på, at man kan bistå befolkningen med de mest nødvendige basisfornødenheder.

Derudover var koalitionens sikkerhedsstyrker langsom til at tage kontrollen med sikkerhed i landet, mener Ole Wøhlers Olsen. Det blev ifølge ham kostbart, at der i dagene efter, at Saddam Husseins regime var væltet, ikke var kontrol over situationen.

- Situationen var kendetegnet ved en lang række plyndringer og ødelæggelser, umiddelbart efter at Saddams folk var forsvundet.

- Det er nok forståeligt, at folk angriber regeringsbygninger. Men det betød også, at de ødelagde ting, vi havde brug for. For eksempel hospitaler, universiteter og laboratorier, som blev smadret i dagene efter.

Det betød, at den civile administration af den region, som den danske diplomat skulle stå for, løb ind i en række problemer. De kunne ifølge Ole Wøhlers Olsen have været undgået.

- For eksempel at vandledninger ikke blev saboteret. At man ikke havde lagt el-forsyningstårnet ned, således at strømafbrydelser var blevet undgået, siger Ole Wøhlers Olsen.

- Strømafbrydelser påvirker en lang række sektorer. Det betyder, at der ikke er strøm på hospitaler eller raffinaderier. Det kunne man have undgået, hvis man fra starten havde haft den fornødne ekspertise og antal sikkerhedsfolk.

Spørgsmål: Hvad ville du have gjort anderledes, hvis du havde kendt vilkårene på forhånd?

- Jeg er jeg ikke sikker på, at jeg havde taget opgaven. Hvis du skal løse en påtrængende opgave, må du også have de fornødne midler.

/ritzau/