Afsløringerne i den forhenværende imam Ahmed Akkaris nye bog vækker harme på begge politiske fløje.

I 'Min afsked med islamismen' beskriver Akkari, hvordan han sammen med en lille gruppe af andre imamer stod bag en kampagne mod Danmark, der endte med massedemonstrationer, afbrændte ambassader og snesevis af dræbte i Mellemøsten.

Akkari skriver blandt andet, at han og de øvrige topislamister bag krisen ville bruge sagen om Muhammed-tegningerne til at presse Danmark til at give indrømmelser og positiv særbehandling af ortodokse muslimer. 

Han afslører også, at imamerne i al hemmelighed mødtes med terrororganisationerne Hamas og Hizbollah for at få deres hjælp til at føre kampagne mod Danmark.

SFs integrationsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt værdsætter, at Akkari nu fortæller, hvordan han med en gruppe andre islamistiske imamer stod bag en hemmelig og vidtrækkende kampagne, der var skyld i den største danske krise siden Anden Verdenskrig.

- Jeg synes, at det er positivt, at han nu lægger frem, hvad der foregik i de islamistiske kredse. Men jeg føler stor vrede, når jeg læser, hvad Akkari har været med til, og jeg har virkeligt svært ved at forstå, hvordan de kunne finde på at bruge sådan nogen metoder, siger hun.



Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup undrer sig især over, at der ikke blev rejst sager mod Ahmed Akkari og de andre imamer.

- Jeg ved, at der kom flere anmeldelser mod Akkari og de andre navngivende imamer for landsforræderi og opfordring til vold. Og nu viser det sig, at de også har henvendt til sig terrororganisationer. Der burde have været statueret et eksempel, siger han.

Også Venstres integrationsordfører Martin Geertsen tager stor afstand fra, hvad der er foregået. Han håber, at bogen kan være med til, at andre unge mennesker tør gøre op med den ekstreme islamisme.

- Vi ved, at der foregår en kamp om de unge muslimers sjæle, og mit håb er, at Akkaris bog kan være med til at vise, at der er et lys i mørket. De unge kan se, at det er muligt at finde et alternativ til imamernes prædiken, siger han.