To dage før millionen faldt: Vilhelmsen holdt selv møde med Zornig

Det er ikke kun embedsmænd fra Socialministeriet, der har holdt møder med Huset Zornig, før det fik tildelt en million kroner fra en pulje under Socialministeriet. Det skriver Berlingske.

Socialminister Annette Vilhelmsen (SF) har personligt inviteret og efterfølgende holdt møde med Lisbeth Zornig i Socialministeriet, hvor de drøftede projektet »Stemmer på Kanten«.

Invitationen blev sendt 4. september – en uge efter, at socialministeren lovede en million kroner væk til Lisbeth Zornigs arbejde med udsatte borgere. Det fremgår af en mail sendt fra Annette Vilhelmsens personlige sekretær til Huset Zornig, som Berlingske er i besiddelse af.

Mødet fandt sted i Socialministeriet 18. september – kun to dage før socialministeren bevilligede en million kroner til projektet. På mødet fik Lisbeth Zornig mulighed for at forklare socialministeren om arbejdet og forventningerne til »Stemmer på Kanten«.

»Mødet varede cirka en halv time. Vi snakkede blandt andet om vores dør-til-dør-kampagne, vores debatmøder og plakat-gimmick. Derudover snakkede vi mere bredt om Stemmer på Kanten,« fortæller Lisbeth Zornig, der tilføjer, at hun ikke spurgte ind til ministeriets bevilling, fordi Huset Zornig på det tidspunkt havde den opfattelse, at de allerede var sikret en million kroner fra puljen.

Udover Lisbeth Zornig og Annette Vilhelmsen deltog også socialministerens særlige rådgiver, Jan Alder, og en embedsmand fra Socialministeriet samt en repræsentant fra Huset Zornig.

Det var en tydelig presset Annette Vilhelmsen, der på et tre timer langt samråd for to uger siden måtte redegøre for sin rolle i forbindelse med bevillingen af pengene til Huset Zornig.

I løbet af den 40 minutter lange mundtlige redegørelse om kommunikationen mellem Socialministeriet og Huset Zornig, som ministeren indledte samrådet med, nævnte hun kort, at hun havde holdt et såkaldt hilse-på-møde med Huset Zornig.

Men fordi mødet ikke blev diskuteret yderligere på samrådet, mener Enhedslistens socialordfører, Finn Sørensen (Ø), derfor, at oplysningen er »væsentlig« for sagen. Han vil nu have udvidet den planlagte advokatundersøgelse, så den ikke kun omfatter embedsmændene, men også socialministerens møder med Huset Zornig.

»Det er en oplysning, som skal med i advokatundersøgelsen, så man kan få konstateret om det har en betydning for sagen og de ting, som Annette Vilhelmsen har oplyst senest på samrådet i socialudvalget,« siger han til Berlingske.

Læs også: Hård kritik af Vilhelmsen som minister og formand

Tidligere på måneden fyrede Enhedslisten den nu forhenværende justitsminister Morten Bødskov (S), fordi partiet ikke længere havde tillid til ham efter hans håndtering af den berygtede Pia Kjærsgaard/Christiania-sag.

Dagen efter valgte Enhedslisten at frede Annette Vilhelmsen og i stedet indstille hende til en »stor næse« for hendes rolle i forbindelse med million-bevillingen til Huset Zornig. Men sagen er ikke slut endnu, understreger Finn Sørensen, der nu afventer den kommende advokatundersøgelse:

»Det ville være en god idé, hvis ministeren selv forklarer, hvad der præcist er foregået på det her møde. Jeg bliver mere og mere tilfreds med, at socialudvalget har tildelt ministeren en næse for forløbet. Nu må vi afvente advokatundersøgelsen,« siger han.

På det efterhånden berygtede samråd om Zornig-sagen benægtede Annette Vilhelmsen, at der var tale om aftalt spil, og at Socialministeriet på forhånd havde besluttet at tildele Huset Zornig en million kroner, inden ansøgningsfristen udløb. Ikke desto mindre kom det i går frem, at Huset Zornig aldrig var i tvivl om, at det var sikret en million kroner fra puljen. Selve ansøgningen var ifølge Mikael Lindholm, der er partner i Huset Zornig, blot en formalitet, der skulle overstås.

Læs også: Politisk kommentator: Enhedslisten redder Vilhelmsen - igen

Sten Bønsing, lektor ved juridisk institut på Aalborg Universitet, mener, at de nye oplysninger sætter Annette Vilhelmsen under fornyet pres, fordi det personlige møde mellem socialministeren og Lisbeth Zornig rejser ny tvivl om, hvorvidt forvaltningen af offentlige midler i Socialministeriet er foregået ordentligt.

»Når det nu viser sig, at hun også selv har holdt et møde med Lisbeth Zornig, så styrker det jo endnu mere mistanken om, at hele processen har været en underlig skinproces, som i virkeligheden er aftalt på forhånd,« siger Sten Bønsing til Berlingske.

Berlingske har tidligere fortalt, at embedsmænd fra Socialministeriet på to møder med Huset Zornig gennemlæste og kom med rettelser til husets ansøgning, inden de selvsamme embedsmænd ti dage senere sagsbehandlede og godkendte ansøgningen. Det fik en række eksperter til at kritisere Annette Vilhelmsen for dårlig forvaltningsskik og forskelsbehandling.

»Her har vi jo endnu et eksempel på, hvordan én ansøger kan have fået en mere favorabel behandling end øvrige. Naturligvis med det forbehold, at vi endnu ikke ved, hvad der er foregået på mødet,« siger Sten Bønsing.

Det var ikke muligt at få et interview med Annette Vilhelmsen, men Socialministeriet skrev følgende i en mail søndag:

»Udmøntningen af Pulje til Udsattes Valgdeltagelse blev ikke drøftet på mødet. Ministeren orienterede i øvrigt om hilse-på-mødet på samrådet i Socialudvalget den 11. december 2013«.

Læs også: