Statsforvaltningen går nu ind i sagen om Odenses borgmesters telefonregning på 245.057 kroner.

Den kommunale tilsynsmyndighed vil nu have undersøgt, om alt foregik i henhold til loven, da borgmester i Odense Kommune Anker Boye (S) fik en telefonregning på 245.057 kroner efter en ferie i Tyrkiet. Det skriver Fyens Stiftstidende.

Blandt andet skal Odense Byråd senest i midten af oktober svare på, om den store telefonregning er lig med »økonomisk ansvarlighed«, og om mobilforbruget skete som et led i borgmesterens arbejde.

Det er ifølge Fyens Stiftstidende forhenværende byrådsmedlem Lasse Bork Schmidt (K), der har bedt tilsynsmyndighederne om at gå ind i sagen. Han har tidligere meldt ud, at Anker Boye bør afsættes på grund af sagen.

»Jeg er tilfreds med, at sagen nu tages op. Indtil videre har vi jo ikke hørt mange forklaringer fra Anker Boye om, hvad der konkret er sket i Tyrkiet. Og byrådet har stort set henholdt sig til borgmesterens forklaring,« siger Lasse Bork Schmidt til Fyens Stiftstidende.

Statsforvaltningen kan endnu ikke svare på, om Anker Boye har handlet efter reglerne, og borgmesteren selv har ifølge avisen afvist at kommentere sagen.

Odense Kommune har i tre år ligget i strid med TDC om telefonregningen, dens størrelse og omstændighederne. TDC har tidligere hævdet, at borgmesteren blev advaret per SMS-besked, da regningen passerede henholdsvis 100.000 kroner og 200.000 kroner.