Rikke Karlsson har aldrig deltaget i uformelle møder, og derfor er Morten Messerschmidts forklaring simpelthen usand, mener det tidligere medlem af DF i Europaparlamentet, som også sår tvivl ved Messerschmidts forklaring om administrative fejl.

Det fortæller den tidligere partifælle til BT.

Morten Messerschmidt har onsdag trukket sig fra posten som leder af DF i Europaparlamentet, efter hvad han beskriver som en formalitetsfejl i sagen, hvor Rikke Karlsson ifølge egen forklaring er blevet meldt ind i en bestyrelse uden at kende til det.

Hende og Jørn Dohrmann blev valgt på fondens generalforsamling tilbage i november 2014, hvor ingen af dem var til stede. Messerschmidt husker ellers at have set dem begge til mindst et møde.

»Det var generalforsamling og kombineret bestyrelsesmøde, og ved det seneste deltog alle fire MEP'ere, siger Messerschmidt og henviser til de daværende fire DF-medlemmer af EU-Parlamentet,« siger Morten Messerschmidt til Ritzau.

Det er dog ikke en forklaring, Rikke Karlsson genkender.

»Jeg må konstatere, at der bliver sagt, at der er foregået uformelle møder, hvor vi har aftalt det her. Men det kan jeg ikke genkende, det passer simpelthen ikke, jeg har aldrig deltaget i noget. Jeg har forsøgt at få oplysninger om, hvad der er forgået i Meld i 2014, og så kunne jeg rystende konstatere, at jeg er indsat som hovedbestyrelsesmedlem,« siger Rikke Karlsson til BT.

Til spørgsmålet om Messerschmidt lyver, siger hun:

»Det må jeg jo sige, at han gør. Jeg har ikke deltaget i nogen møder - jeg har ikke deltaget i noget som helst. Det passer simpelthen ikke, at jeg hverken formelt eller uformelt har deltaget i noget som helst,« siger Rikke Karlsson til Ritzau.

Blev valgt som bestyrelsesmedlem uden at være der

Sagen, som nu har ført til Morten Messerschmidts fald som gruppeformand, startede, da Ekstra Bladety kunne afsløre, at både partifællen Jørn Dohrmann og Rikke Karlsson har været medlemmer af ledelsen i fonden Meld, uden at de selv har vidst det. De blev valgt på fondens generalforsamling tilbage i november 2014, hvor ingen af dem i øvrigt var til stede. Dokumenterne er underskrevet af Morten Messerschmidt, men hverken Karlsson eller Dohrmann. Rikke Karlsson fremstår i dokumentet med nationaliteten litauer.

Det var disse oplysninger, som fik hende til at skride til politianmeldelse.

»Det er påfaldene, at der findes så mange fejl«

Morten Messerschmidt forklarer i sin pressemeddelelse onsdag, at det er en administrativ fejl, der er skyld i at Rikke Karlsson blandt andet står beskrevet som litauer

»Den forkert angivne nationalitet er altså en administrativ fejl i det franske register, og den har i øvrigt ingen som helst betydning haft for økonomien, for det europæiske parti Meld, for DF’s gruppe i Europa-Parlamentet, for mig eller Rikke Karlsson,« forklarer Messerschmidt i pressemeddelelsen.

Rikke Karlsson sår dog tvivl om den forklaring.

»Det drejer sig om fire sider med seks medlemmer indskrevet, som er underskrevet af Morten og sendt ti l de franske myndigheder. Der står jeg som hovedbestyrelsesmedlem, mit navn er stavet forkert, Jørns (Dorhmann red.) er stavet forkert, og jeg er indskrevet med litauisk nationalitet. Man burde kunne overskue seks medlemmer uden så mange fejl. Det er påfaldende, at der findes så mange fejl, og det kan man jo overveje,« siger Rikke Karlsson.

Medlem af Dansk Folkepartis gruppe i EU Parlamentet Jørn Dohrmann står også som hovedbestyrelsesmedlem på papirerne, men ønsker ikke at gå nærmere ind i omstændighederne omkring Messerschmidts afgang.

»Jeg tager til efterretning, at det er hans (Morten Messerschmidts red.) ønske, og så finder vi ud af, hvem der så skal være gruppeformand, når vi mødes i Bruxelles,« siger Jørn Dohrmann til BT.

Udover en politianmeldelse til dansk politi, har Rikke Karlsson meldt Morten Messerschmidt til EU’s antisvindel enhed OLAF, ligesom hun har bedt EU Parlamentets præsident undersøge forholdene nærmere.