Tidligere overvismand - og tidligere formand for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd - professor i økonomi, Christen Sørensen, er skarp i sin kritik af regeringens økonomiske kurs:

- Jeg er overbevist om, at der er manipuleret med tallene. Man har overvurderet, hvor hurtigt effekterne af øget arbejdsudbud indtræffer. Jeg har spurgt efter de underliggende forudsætninger i Finansministeriet siden september måned, men har ikke kunnet få svar, siger Christen Sørensen.

Han kalder situationen 'værre end under Schlüter'. Dengang blev der også manipuleret med tallene, men man kunne trods alt få tallene bagefter, forklarer Christen Sørensen.

- Dengang samlede vi 600 mennesker til et stort debatmøde og mange blev afvist pga pladsmangel. Men Corydon vil ikke engang udlevere materialet, selvom han tidligere har sagt i et interview i Berlingske, at enhver, der gider, kan få det.

- Det er helt uantageligt i et demokratisk samfund. Enten er Corydon uduelig eller også er han inkompetent, siger Christen Sørensen.

Christen Sørensen har selv været socialdemokrat, men har meldt sig ud i protest mod Thorning og Corydons linje. Det, der gør ham arrig er, at man ikke kan få lov at deltage i debatten på lige vilkår.

- Der bliver lagt forudsætninger ind i alle økonomiske modeller. Regeringen har foreløbig vurderet helt skævt i forhold til arbejdsudbuddet. Derfor er det naturligvis interessant for os at kigge dem i kortene og se, hvilke forudsætninger de regner med.

- Hvor hurtigt regner de med at få en effekt af øget arbejdsudbud? Hvor hurtigt regner de med at det vil smitte af på lønniveauet? Hvor hurtigt regner de med at det hele vil få konsekvenser for vores konkurrenceevne?.

Christen Sørensen mener, at regeringens problemer bunder i socialdemokraternes kapitulation overfor de radikale, da regeringsgrundlaget blev indgået i Det sorte Tårn. På det tidspunkt sagde man 'ja' til at videreføre den tidligere regerings økonomiske politik, selvom man havde ment noget andet før valget.

- Jeg anser Corydon for at være inkompetent. Jeg tror ikke, at han forstår baggrunden for modellerne, og den socialdemokratiske folketingsgruppe gør da slet ikke. Ved de overhovedet, hvor usikkert det grundlag er, som regeringens økonomiske politik bygger på? spørger Christen Sørensen.

Han konkluderer selv, at det ikke virker sådan, når regeringsmedlemmer udtaler sig om de økonomiske modeller og nævner som eksempel, at miljøminister Ida Auken har givet 'skævvredne modeller' skylden.

- Det er ikke modellerne, der er noget i vejen med. Det er de forudsætninger, man politisk beslutter sig for at lægge ind i modellerne. Hvis politikerne ikke forstår det, så kan Danmark stå med det store problem, at det ikke er politikerne, men embedsmændene i Finansministeriet, der styrer Danmark, siger Christen Sørensen.

Han rykkede senest Finansministeret 29. oktober 2012, men har ikke fået svar endnu.

Mener du, at den tidligere overvismand har ret i sin kritik? Deltag i debatten herunder:.