DF-formand Kristian Thulesen Dahl tør godt kalde sit parti kedeligt, så længe det står fast på de samme værdier både før, under og efter valget.

Dansk Folkeparti er et »kedeligt valgkampsparti«, siger partiformand Kristian Thulesen Dahl (DF) i sin tale på Folkemødet fredag.

Men det skal ikke forstås som noget negativt, at Dansk Folkeparti under valgkampen har holdt sig fra at nye løfter - i modsætning til flere andre partier.

»Hvis man er kendt som det kedeligste parti, så er det, fordi man ikke er kommet med en masse nyt i valgkampen. Så er man ikke faldet for fristelsen for pludselig at opfinde en masse ny politik, der gør, at man kommer frem og i medierne. Vi vil gerne være kendt for det, I kender os for,« siger Kristian Thulesen Dahl, der blev introduceret af Søren Espersen (DF) og en harmonikaspiller til fællessang på Hovedscenen i Allinge.

»Efter valget siger vi det samme, som vi sagde, før valget«, siger Kristian Thulesen Dahl til klapsalver fra publikum.

Og Dansk Folkepartis politik er klar. Der skal blandt andet tages et opgør med den danske tilslutning til EU, fokus på ældre og syge skal øges, og så skal der føres en stram udlændingepolitik, lyder det fra partiformanden.

»Hvis vi skal holde fast i de gode ting, vi har fået fra de tidligere generationer, så skal der ikke flere asylansøgere til Danmark, end vi kan nå at integrere dem. Og antallet af asylansøgere og familiesammenførte skal ned, så vi kan bruge vores ressourcer til at integrere dem, der allerede er i Danmark,« siger Kristian Thulesen Dahl.

DF-formanden sluttede sin tale af med at invitere Søren Espersen og harmonikaspilleren op til fællessang med sangen »Bornholm, Bornholm, Bornholm« fra filmen »Far til fire på Bornholm«.