Dansk Folkepartis formand håber, at statsministeren bliver til næste valg, så vælgerne kan fælde dom over hende og regeringen.

Selvom Dansk Folkeparti helst ser, at regeringsmagten skifter hænder, så er det ikke ensbetydende med, at de også ønsker, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) skal takke ja til en af de topposter i EU, som hun på rygtebasis bliver kædet sammen med.

Ifølge Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl (DF), bør Thorning nemlig som minimum blive i landet indtil næste valg, så vælgerne kan få lov til at give deres vurdering af statsministerens arbejde.

»Kære Helle Thorning-Schmidt, mød vælgerne ved næste valg og lad dem fælde dom over dine gerninger. Det er demokrati, og det vil være en ordentlig måde at tackle det på,« siger partiformanden lørdag under sin Folkemødet-tale i Allinge.

Og mens Socialdemokraternes formand stadig er ved magten, kan hun lige så godt bruge tiden på at fortælle, hvad hun vil bruge den til, lyder opfordringen fra Dansk Folkepartis formand.

»Jeg opfordrer Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokraterne til at bruge noget mere tid på at fortælle, hvad de selv vil og bruge noget mindre tid på at skræmme befolkningen med deres kampagner. Men måske er det et led i, at Helle Thorning-Schmidts plan er slet ikke at blive i Danmark,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Partiformanden lægger ikke skjul på, at det for Dansk Folkeparti ikke vil være i orden, hvis Helle Thorning-Schmidt vælger at forlade Statsministeriet i utide for at sætte sig på en toppost i Bruxelles.

»Hvis man går til valg og kæmper for nogle bestemte ting, men man ikke gennemfører det, man har lovet, man vil kæmpe for, og så ikke end ikke stiller op efterfølgende og står til ansvar for det, man har gjort, stikker halen mellem benene og smutter, inden danskerne får lov til at give en karakter for det arbejde, der er lavet, så duer det simpelthen ikke,« siger han.

Kristian Thulesen Dahl brugte også sin taletid på Bornholm til at opfordre arrangørerne af Folkemødet til at holde priserne nede, så det ikke bliver et økonomisk spørgsmål, om man har lyst til at deltage i mødet mellem folket og de folkevalgte. Dansk Folkeparti ønsker et folkemøde for bredden, siger partiformanden.