Statsminister Helle Thorning-Schmidt er ofte blevet kritiseret for ikke at vise sine følelser, og det har givet hende et rygte som en kold og kontant politiker. I et stort interview i DSB-magasinet Ud og Se forsøger en række af hendes venner at aflive den fordom.

- Helle drikker bajere og brændevin som en voksen mand. Hun sidder ikke og nipper til sur hvidvin og spiser små salater med strittende lillefinger, siger Trine Gregorius, der er Thorning-Schmidts veninde gennem 15 år.

Selvom Helle Thorning-Schmidt de sidste tre år har været statsminister i konstant modvind, kan hendes venner ikke mærke forskel fra den pige, de lærte at kende i ungdomsårene, siger en veninde.

- Jeg kan ikke komme tanke om noget, hvor hun virkelig har ændret sig.

- Helle er bare Helle, siger Christina Midjord, der har været veninde med Thorning-Schmidt siden gymnasiet.

Helle Thorning-Schmidt færdes hjemmevant blandt verdens mest magtfulde ledere, når hun for eksempel tager selfie-billeder med præsident Obama. Men hjemme i Danmark har hun ofte modtaget kritik, fordi danskerne har 'svært ved at mærke' hende.

Hun mener dog selv, at det skyldes, at hun er kvinde.

- Kvinder vil man gerne mærke lidt mere, når de er i politik. Der er sgu aldrig nogen, der har følt, at de skulle føle Anders Fogh noget mere, siger hun selv til Ud og Se.