Helle Thornings mand har flere gange deltaget i arbejdsmøder i Danmark. Det er på kanten, når han ikke betaler skat her i landet, siger eksperter.

Fire gange har Stephen Kinnock været til arbejdsmøder i Danmark, og ifølge eksperter er det en farlig manøvre.

Det er dagbladet B.T., der bringer de nye oplysninger om Helle Thorning-Schmidt mand samme aften, som hun bebuder, at han vil betale dansk skat.

- Jeg synes, at Stephen Kinnock leger med ilden ved, at rejse på forretningsrejse til Danmark. Jeg ville i hvert fald have frarådet ham det, siger skatteprofessor Aage Michelsen.

De nye oplysninger belaster ifølge avisen Stephen Kinnock.

Skat har nemlig i flere sager slået hårdt ned på personer med familie i Danmark, men med adresse og arbejde i udlandet, så snart disse har udført arbejde i Danmark ud over bare at være hjemme i weekender.

Med arbejde og adresse i Schweiz er Stephen Kinnock netop i en sådan situation, og Helle Thorning-Schmidt har slået fast, at han kun er i Danmark på weekend og ferie.

Men så sent som 16. juni var Stephen Kinnock i Danmark med topchefen for World Economic Forum, Klaus Schwab.

Samme dag havde Kinnock et forretningsmøde i Statsministeriet, hvor han også fem dage forinden deltog i et møde.

Stephen Kinnock var også i august sidste år til et møde hos en større dansk virksomhed, skriver B.T.

/ritzau/