Skattejurist Frode Holm har på flere måder fået direkte indvirkning på statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

Det er ham, der har sendt rygtet, om at hendes ægtefælle, Stephen Kinnock, skulle være bi- eller homoseksualitet ind i skattesagen. Og det var Frode Holm, som var stærkt medvirkende til, at Thorning og Kinnock aldrig lagde deres skatteafgørelse offentligt frem i 2010 - en afgørelse, der året efter blev lækket til dagbladet BT. Det fremgår af dagens høring af Frode Holm i skattesagskommissionen, som undersøger læk og magtmisbrug i Kinnocks skattesag.

Frode Holm beklagede på dagens høring, at han på et møde 26. august 2010 i Skat København brugte rygtet om Kinnocks bi- eller homoseksualitet som et argument for, hvorfor Thorning ikke ville møde personligt frem under behandlingen af Kinnocks skattesag.

»Jeg nævner det som et eksempel på, hvorfor der kan være mange grunde til, at hun ikke møder personligt,« sagde Frode Holm torsdag formiddag

Han beklager i dag over for Thornings familie.

»Jeg indrømmer, at jeg ikke var grundig nok. Du kan kalde mig sjuft, eller sige, at jeg var for hurtig. Men i dag er jeg ulykkelig over det. Det er jo helt urimeligt. For det havde intet med sagen at gøre,« forklarede Frode Holm for kommissionen.

Frode Holm tilføjede, at han sommeren 2010 bare kunne have insisteret på, at Thorning ikke havde pligt til at møde frem, men at det formentlig ikke havde gavnet hans klient.

»I lovgivningen står der ikke noget om, at en ægtefælle skal komme. Men det vil nok ikke gøre folk venligt stemt,« sagde Frode Holm med reference til Skat København.

Han har også forklaret, at han og medarbejderne fra revisionsselskabet Revitax spillede en central rolle for, at Thorning endte med ikke at offentliggøre den ni sider lange skatteafgørelse i september 2010. Frode Holm uddybede, at der var rigtig mange passager i afgørelsen, som kunne foranledige journalister og andre til gennemgå og diskutere afgørelsen i flere måneder.

»Der var rigtig meget, der kunne tages fat på. Og misforstås. Så vi begyndte at redigere det, som vi ikke kunne anbefale at offentliggøre.«

Han gennemgik skatteafgørelsen med fire medarbejdere, da det første udkast lå klar i midten af september 2010.

»Først får den ene lov til at strege ud med gult, så får den anden lov at strege, og da den lander hos mig, var det nærmest gult det hele. Og så endte vi med at anbefale, at hun kun skulle offentliggøre to linjer,« sagde Frode Holm.

Frode Holm vakte gentagne gange latter i de tidligere retslokaler i Gladsaxe torsdag, hvor han bag det grå skæg og med sin langsomme, mørke stemme kastede flere tørre bemærkninger fra sig. Da Holm eksempelvis blev spurgt, om rygterne om Kinnocks bi- eller homoseksualitet blev vendt på et andet møde med skattemedarbejderne fra Skat København, lød det:

»Vi sidder jo ikke og diskuterer, hvilken vej de vender i sengen, når vi sidder og diskuterer kildeskattelovens § 7.«

Frode Holm indledte også med at fastslå, at han slet ikke ejer en pc. Til gengæld har han lige fået en iPad.

»Så jeg er gået direkte fra stentavle til Ipad«

Frode Holm tilføjede også, at de udleverede versioner af Kinnocks skatteafgørelse til hans selskab Revitax' var mærket "kopi", hvorfor lækken til dagbladet BT ikke kan komme fra revisionsselskabet.

29. oktober i år afdækkede Berlingske forløbet bag homorygtet. Frode Holm forklarede også dengang, at han alene havde anvendt rygtet 26. august 2010 som en undskyldning for, hvorfor Thorning ikke personligt ville møde frem hos Skat København.

Men selv om rygtet kun blev brugt som en undskyldning, kan det alligevel ende med at få afgørende betydning for skattesagskommissionen. For rygtet vandrede fra Skat Københavns direktør, Erling Andersen, over daværende departementschef i Skatteministeriet, Peter Loft, til tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen (V) og rådgiver Peter Arnfeldt. Men højst opsigtsvækkende var dagbladet BT ikke bare bekendt med rygtet op til folketingsvalget i september 2011, men vidste også, at Frode Holm var afsender.

Og rygtet har måske - måske ikke - også relation til de fire meget omtalte linjer, som Peter Loft forsøgte at få med i Kinnocks afgørelse. Cheferne i Skat København hævder, at linjerne var en direkte hentydning til rygtet om Kinnocks homoseksualitet. Loft benægter. Men skulle rygtet være lækket til BT for at skade Thorning, og forsøgte toppen af Skatteministeriet at smugle rygtet ind i Kinnocks egen skatteafgørelse, vil der være tale om omfattende magtmisbrug.