Statsminister Helle Thorning-Schmidt mener, at staten skal overholde de aftaler, der allerede er indgået, og lægger derfor ikke op til at boykotte flyselskabet Ryanair, som Enhedslisten opfordrer til.

For snart tre måneder siden begyndte det irske lavprisselskab Ryanair at flyve fra København. Siden har flere kommuner afvist at bruge flyselskabet, fordi det nægter at indgå danske overenskomster. Og fra Enhedslisten lyder nu et krav til statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) om, at staten på samme måde skal boykotte Ryanair.

Men det ligger dog ikke lige for, siger Helle Thorning.

»Jeg kender ikke de aftaler, kommunerne har med forskellige luftfartsselskaber, og jeg tror, det er vigtigt, at vi overholder de aftaler, som staten har,« lyder det fra Helle Thorning torsdag under et besøg på byggepladsen i Carlsberg Byen i København.

Dermed afviser Thorning et krav fra Enhedslisten om at følge sin partifælle overborgmester Frank Jensen (S) fra København og sætte flyselskabet Ryanair på statens sorte liste,

Ansatte i Københavns Kommune har fået forbud mod at flyve med lavprisselskabet i arbejdstiden, og det samme skal gælde for alle statsansatte, mener politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen (Ø).

»Det er meget simpelt: Vores skattekroner skal ikke gå til social dumping. Det er helt oplagt, at når staten køber flybilletter ind, så skal vi selvfølgelig ikke gøre det hos et selskab, som nægter at tegne overenskomst, og som udsætter medarbejderne for nogle fuldstændig horrible vilkår,« siger hun.

Enhedslisten har i flere kommuner landet over stillet forslag om, at kommunalt ansatte ikke skal flyve med Ryanair i arbejdstiden - men for at det virkelig skal kunne mærkes hos flyselskabet, vil partiet have Thorning med på vognen.