KØB PLUS!

Thorning vil diskutere Danmarks forhold til EU

Statsministeren lægger op til, at Folketingets partier drøfter Danmarks forhold til EU og indgår en ny europapolitisk aftale.

EU står foran store reformer og udfordringer, og derfor er det vigtigt, at Danmarks forhold til det europæiske samarbejde diskuteres grundigt. Det sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) efter onsdagens møde i Folketingets Europaudvalg.

- Vi er meget optaget af at komme videre med et memorandum, da der sker så meget i Europa. Et memorandum vil kunne samle os for at diskutere, hvor de danske muligheder og interesser er, sagde Helle Thorning-Schmidt til Altinget.dk.

Hun håber at kunne samle opbakning til en ny bred europapolitisk aftale - et såkaldt memorandum - efter en EU-høring i begyndelsen af det nye år.

Venstre glæder sig over Helle Thorning-Schmidts melding:

- Det er et glimrende tilsagn at få. Der er tradition for, at partierne samles for på den måde at stå stærkere i forhandlingerne i EU. Så vi ser frem til, at forhandlingerne om et memorandum går i gang, siger Venstres EU-ordfører Lykke Friis til Altinget.dk og understreger, at processen kommer til at tage noget tid.

BNB