Der bliver indkaldt til trepartsforhandlinger torsdag, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt. Helligdage er fortsat i spil.

I morgen går startskuddet.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) indkalder til trepartsforhandlinger torsdag.

Det sagde statsministeren på et pressemøde onsdag, efter at hun har holdt møder med Folketingets partiledere om de kommende trepartsforhandlinger.

- Det, der har været ideen med de her kaffemøder, er selvfølgelig at fortælle om vores 2020-plan og det reformprogram, som kommer. Primært har vi koncentreret os om trepartsforhandlingerne, og det er planen, at vi indkalder til trepartsforhandlinger i morgen og starter dem her i Statsministeriet, siger Helle Thorning-Schmidt.

Regeringens mål med forhandlingerne er at øge arbejdsudbuddet med 20.000 personer og skaffe fire milliarder kroner netto.

- Når vi sætter gang i trepartsforhandlingerne, så handler det dybest set om at sikre, at vi kan forbedre vores konkurrenceevne, skabe flere jobs, men vi ved også, at vi om ganske kort tid kommer til at mangle en større arbejdsindsats fra Danmark, siger Helle Thorning-Schmidt.

Helle Thorning-Schmidt håber på forhånd, at så mange som muligt af Folketingets partier vil bidrage, hvis trepartsaftalen kræver lovændringer.

- Vi er en mindretalsregering, og det kan man lige så godt gøre sig klart. Det, vi kommer til at lægge frem om trepart og skat er det, som vi mener, er det bedste for Danmark i den nuværende situation, og vi håber på, at et bredt udsnit af Folketingets partier vil være med til at løfte den her opgave, siger hun.

Alt er fortsat åbent i forhandlingerne, og Helle Thorning-Schmidt vil ikke på forhånd feje afskaffelsen af helligdage af bordet.

- Vi indleder nu trepartsforhandlinger, og det vil være forkert at konkludere noget dagen før forhandlingerne. Vi har lagt et kommissorium frem, som er det udgangspunkt, vi har. I det kommissorium indgår, at vi vil bede danskerne arbejde noget mere, og at vi også kan kigge på helligdagene. Nu er det op til forhandlingerne, hvor vi sætter os ned tre parter i fællesskab, siger hun.

Spørgsmål: Så helligdagene er stadig på bordet. Er feriedage også på bordet?

- Det hele ligger i kommissoriet, at det er nogle af de elementer, som vi skal kigge på. Vi har ikke lagt os fast på de elementer, som vil være en del af den endelige konklusion, men vi har sagt, at vi gerne vil skabe et ekstra arbejdsudbud, siger Helle Thorning-Schmidt, der understreger, at selvom mange i dag står uden for arbejdsmarkedet, er der på sigt brug for flere hænder.

- Jeg kan rigtig godt forstå, at mange af dem, som har mistet deres job og har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet, som synes, det er en underlig diskussion, at vi skal arbejde mere. Det er også derfor, at jeg gør meget ud af, at vi skal forbedre vores konkurrenceevne, og vi skal skabe flere arbejdspladser i Danmark. Men vi skal samtidig sikre, at danskerne arbejder mere, for det får vi brug for om ganske få år.