Lige før det vigtige EU-møde onsdag stiger Helle Thorning-Schmidts aktier igen på EUs rygte-børs.

Men en spændende ny tweet fra den hollandske kommissær kan være en afledningsmanøvre, siger kilder tæt på processen.

EU-Kommissionens viceformand, hollænderen Neelie Kroes, erklærer tilsyneladende åbent, at hun mener, at den danske statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S), kan blive en god efterfølger til Herman Van Rompuy som formand for Det Europæiske Råd - den såkaldte EU-præsident.

Det skriver Neelie Kroes på Twitter mandag eftermiddag.

’Jeg går nu åbent ud og siger, at Helle Thorning-Schmidt vil være en rigtig god efterfølger for Herman Van Rompuy som formand for Det Europæiske Råd,’ skriver hun.

Men kilder vurderer altså, at det kan være en afledningsmanøvre for at dække over, at der i virkeligheden arbejdes for, at posten skal gå til Kroes’ landsmand, den hollandske ministerpræsident Mark Rutte.

Onsdag mødes EUs stats- og regeringschefer i Strasbourg, hvor det forventes, at de udpeger en ny udenrigschef og muligvis også en ny præsident.

Helle Thorning-Schmidts navn er blevet nævnt i en række førende  internationale medier som et bud på en ny EU-præsident.

Hun har dog løbende og meget bastant afvist, at det har interesse, og i kredsen omkring hende hævder man, at der ikke er blevet arbejdet på sagen overhovedet. Hvis det er rigtigt, er det temmelig udelukket, at hun skulle få posten, for man får ikke internationale topposter uden at arbejde hårdt for det i kulissen.

Rygterne har dog ikke skadet Helle Thorning-Schmidt. De har ganske vist betydet, at dansk politik forholder sig lidt afventende, men det har styrket Thorning, at hun vurderes som kvalificeret til at blive EU-præsident. Især fordi Venstre og Lars Løkke Rasmussen samtidig har været i alvorlig krise.

Samtidig oplyser netavisen EUobserver, at det er usikkert, om EU-landenes stats- og regeringschefer kan nå til enighed om netop den post, når de mødes, og at spekulationerne om hvem, der skal besætte posten som EU-præsident kan trække ud til efteråret, skriver BNB.

Det skyldes angiveligt fransk modstand mod den danske statsminister som formand for Det Europæiske Råd. Og den modstand kan betyde, at der først bliver sat navn på posten til efteråret. EU-kilder siger, at det er sandsynligt, at der blot bliver sat navn på, hvem der skal afløse britiske Catherine Ashton som EUs udenrigspolitiske chef, og at en aftager for Herman von Rompuy muligvis først bliver fundet til efteråret.

Frankrig skulle angiveligt have svært ved at acceptere Thorning, der kommer fra et ikke-euroland, da det sender et uheldigt signal, som en højtstående fransk embedsmand søndag forklarede det til avisen Financial Times. Men ifølge den tyske avis Süddeutsche Zeitung har Hollande allerede har opgivet sin Thorning-modstand.