Statsminister Helle Thorning-Schmidt gik fredag kl. 13.15 på talerstolen på Socialdemokraternes kongres i Aalborg.
Hendes tale til de delegerede, er blevet kaldt hendes livs vigtigste tale, for socialdemokraterne har brug for at tro på regeringsprojektet. Og Thorning understregede da også, at hun godt ved, at det går op ad bakke for regeringen.
- Første del af første halvleg er ved at være slut. Og ja, vi er bagud på point. Men husk nu på: It ain't over till the fat lady sings. Og tro mig, det er ikke slut, før blondinen har stillet stiletterne, sagde Helle Thorning-Schmidt i sin tale til stor moro og klapsalver fra forsamlingen.
Hun understregede også, at det ikke er en selvfølge, at socialdemokraterne kan genkende sig selv og det samfund, de brænder for, fordi de seneste år har været hårde ved Danmark.
Måske med en slet skjult hentydning til, at SFs medlemmer har svært ved at genkende sig selv i regeringsprojektet.
- Vi står tidligt op om morgenen til den tilsyneladende tidløse og endeløse debat om, hvad Socialdemokraternes projekt er, til trods for, at vi hver dag i over 140 år har knoklet for fremskridt og retfærdighed for almindelige mennesker. Hvor svært kan det være?, spurgte hun kongressen, der svarede med bragende klapsalver.
- Der er kun én ting, der er værre for Socialdemokraterne end at have ansvaret. Og det er ikke at have det.
Hun valgte også at dele en såkaldt 'hemmelighed' med kongressen, nemlig at hun har stor respekt for Venstre. Men der var også plads til verbale øretæver.
- Venstre har sammen med Dansk Folkeparti foreslået, at det skal være ulovligt for lønmodtagerne at starte en konflikt med en arbejdsgiver, der har en overenskomst med en anden lønmodtagerorganisation, sagde Thorning.
- Det lyder meget uskyldigt og teknisk. Men hvis Venstres lovforslag bliver vedtaget, så siger sagkundskaben entydigt, at danske lønmodtagere intet vil kunne gøre ved at udenlandske kollegaer kommer til Danmark og arbejder på deres lokale overenskomst.
- Kort sagt: Venstre og Dansk Folkeparti har fremsat et forslag i Folketinget, der betyder, at en industriarbejder her i Danmar pludselig skal kunne konkurrere med lønninger på 30 kroner i timen. Altså i Danmark, sagde Thorning.
Hun lovede, at Socialdemokraterne vil gøre alt, hvad de kan for at sikre at lovforslaget ikke bliver vedtaget.
Hun takkede kongressen for støtte og opbakning, for den kan hun ikke undvære.
- For de svære beslutninger er ikke forbi. Danmark er ikke gennem krisen.
Helle Thorning-Schmidt bad også kongressen giv Anker Jørgensen et bifald, der kunne høres helt i Valby.
Anker Jørgensens stol står tom i år, hvor han for første gang i flere generationer ikke deltager i kongressen.



