Det kan ende med en folkeafstemning, hvis regeringen ikke får det påkrævede flertal i Folketinget til en dansk tilslutning til en fælles europæisk patentdomstol.

Det bekræfter statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på sit ugentlige pressemøde tirsdag.

Meldingen fra Thorning kommer, efter at Justitsministeriet har vurderet, hvorvidt der er tale om afgivelse af suverænitet i henhold til grundlovens paragraf 20, hvis Danmark tilslutter sig den særlige domstol.

Ministeriet offentliggør tirsdag et notat, der netop konkluderer, »at dansk tilslutning til aftalen om fælles europæisk patentdomstol vil indebære suverænitetsafgivelse«.

»Dermed skal lovforslaget enten vedtages med et flertal på 5/6 af Folketingets medlemmer, eller lovforslaget skal godkendes ved en folkeafstemning,« skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

Under det danske EU-formandskab lykkedes det regeringen at få en aftale om patentdomstolen i hus. I midten af december sidste år godkendte et flertal i Europa-Parlamentet den europæiske patentdomstol, og allerede dengang stod det klart, at domstolen kunne ende med en folkeafstemning i Danmark.

I kølvandet på beslutningen om at oprette domstolen oplyste Dansk Folkeparti og Enhedslisten således, at man var kritiske over for domstolen, og det kan derfor ende med en folkeafstemning.

Uden opbakning fra Dansk Folkeparti og Enhedslisten er der nemlig ikke det nødvendige flertal på fem sjettedele.

Det er ikke nok, at fem sjettedele af de fremmødte medlemmer vender tommelfingeren op til domstolen. Det er en forudsætning, at fem sjettedele af samtlige 179 folketingsmedlemmer stemmer for.

Det betyder, at mindst 150 af Folketingets medlemmer skal stemme for loven.

Hvis det ikke lader sig gøre, og hvis regeringen fastholder lovforslag, er det op til et flertal af danskerne at beslutte, om loven kan vedtages eller ej.