Helle Thorning-Schmidt mødes i dag med den tyske kansler Merkel i Berlin.

Hvis Helle Thorning-­Schmidt har sovet uroligt i nat, er det ganske forståeligt. I dag er hun på vej til sit livs jobsamtale i Berlin.

Kl. 12 mødes hun med kansler Angela Merkel i det tyske regeringssæde Kanzleramt på Willy-Brandt-Strasse 1 i hjertet af den tyske hovedstad.

Officielt oplyses det, at Merkel og Thorning-Schmidt over en let arbejdsfrokost skal tale om EU-Kommissionens arbejdsprogram for de næste fem år. Men danske og tyske medier spekulerer voldsomt i, at Angela Merkel også har en anden dagsorden med frokosten.

De nævner den 47-årige danske regeringschef som favorit til at afløse den nuværende belgiske EU-præsident Herman van Rompuy som formand for Det Europæiske Råd.

Prestige-job

I betydning overgås jobbet som EU-præsident og rådsformand vel kun af jobbet som generalsekretær for FN, og derfor ventes Helle Thorning-Schmidt at sige ja tak, hvis hun får det tilbudt. Også selv om hun så sent som på Folkemødet på Bornholm i sidste uge nærmest slog korsets tegn for sig og bedyrede, at hun bestemt er godt tilfreds med at være statsminister i Danmark.

BT mener: Thorning-exit kan gavne alle

- Jeg er ikke på vej til et topjob i EU. Jeg opfatter det som en stor ære og et privilegium at få lov til at tjene den danske befolkning som statsminister, sagde hun til ritzau.

Ritzau spurgte videre: Hvis du fik det tilbudt, ville du så sige nej?

- Ja. Jeg ville sige nej, svarede hun.

Til det er der kun at minde om, at Thorning-Schmidt dårligt kan tillade sig at svare på anden måde. Ellers vil hun sætte gang i en lavine af spekulationer.

Man skal huske, at da Anders Fogh Rasmussen i foråret 2009 blev konfronteret med vedholdende rygter om, at han var på vej til Nato, svarede han også nej. Lige indtil dagen før den var hjemme.

Derfor skal man heller ikke forvente, at Merkel og Thorning-Schmidt vil kommentere navnelegen, når de efter frokosten giver et kort pressemøde.

EU-eksperten Sinne Backs Conan fra tænketanken Konsentio vurderer imidlertid, at EU-kabalen er tæt på at være på plads.

Hemmeligt våben

- Jeg tror ikke, at Helle Thorning-Schmidt bliver lovet noget. Men det er sandsynligt, at Merkel spørger hende, om hun er til rådighed, siger Sinne Backs Conan.

Forventningen er, at Angela Merkel på EU-topmødet i slutningen af næste uge fremlægger sin plan.

Den tyske avis Die Welt omtaler Helle Thorning-­Schmidt som Merkels ’hemmelige våben fra Norden’.

Læs også: 'Yngre', 'dristigere' og 'højtkvalificerede': Thorning nævnes som britisk favorit til EU-topjob

Hun er kompromiskandidaten, der skal få den britiske premierminister David Cameron til at acceptere luxembourgeren Jean-Claude Juncker som ny formand for EU-Kommissionen.

Den tredje post i den store kabale er formanden for EUs udenrigstjeneste. Den kaldes også EUs udenrigstalsmand og er i dag besat af briten Catherine Ashton. Den ventes at gå til den polske udenrigsminister Radoslaw Sikorski.

Hvis Merkels kabale går op, kan det meget vel betyde, at Danmark allerede i næste uge skal se sig om efter en ny statsminister. Intet er dog på plads, men som påvist af magasinet Mandag Morgen har Angela Merkel i flere år haft Helle Thorning-Schmidt på sit særlige talenthold.

Hun hører til de yngre politiske ledere, der har talentet, viljen og evnen til at styre EU gennem de historiske forandringer, som EU står overfor i de kommende år, skriver Mandag Morgen.

Siden Thorning-Schmidt blev statsminister i 2011 har hun og Angela Merkel mødtes op mod 25 gange. Hyppigheden af deres samtaler er usædvanlig, og derfor beskrives deres indbyrdes tætte forhold som forholdet mellem chefen og hendes lærling.