Statsministeren lægger op til, at hun får et lige så tæt samarbejde med Morten Østergaard, som hun har haft med forgængeren Margrethe Vestager.

Morten Østergaard (R) overtager ikke alene posterne som radikal leder og økonomi- og indenrigsminister fra Margrethe Vestager (R). Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) understreger ved et kort pressemøde på Christiansborg, at han også bliver en lige så tæt del af regeringstoppen som forgængeren.

Thorning kalder Østergaard sin »nye stærke partner i regeringen« og understreger, at hun allerede kender den nye radikale leder temmelig godt:

»Vi starter ikke fra ingenting, vi har arbejdet tæt sammen i mange år. Jeg er ikke i tvivl om, at vi fortsætter det gode arbejde, vi har haft i mange år,«

Samtidig byder Thorning også Østergaards afløser i Skatteministeriet, Benny Engelbrecht (S), velkommen:

»Jeg ved godt, at der har været meget udskiftning på netop dette område, men vi har tilgengæld haft dygtige skatteministre, og det fortsætter vi med at have med Benny Engelbrecht, som bliver en fremragende skatteminister,« siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på vej fra Statsministeriet til Amalienborg, hvor Benny Engelbrecht (S) officielt skal udnævnes til ny skatteminister - den femte på tre år.

Allerede før han har sat sine ben i ministeriet, mødes han af kritik for ikke at interessere sig nok for eller have særlig erfaring med skatteområdet. En særlig hård kritik kommer fra Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, men Thorning lader oppositionslederens ord prelle af:

»Benny er dygtig, han har siddet i Folketinget i mange år, og han har beskæftiget sig med alt det økonomiske i rigtig mange år, særligt erhvervs- og finanspolitik, så han er det rigtige valg til at besætte skatteministerposten,« lyder hendes forsvar.

Til spørgsmålet om, hvorvidt denne syvende rokade er den sidste regeringsrokade før næste valg, svarer Thorning:

»Jamen det håber jeg jo altid. Jeg var jo ikke herre over, at SF gik ud af regeringen, men jeg er herre over, at jeg nu har udpeget en kommissær, og det efterlader jo en tom post,« siger statsministeren med henvisning til Margrethe Vestagers (R) nye post som EU-kommissær.

»Når der er en minister, der forsvinder, så erstatter man selvfølgelig med en ny. Der er ikke så meget hokuspokus over det, og det tror jeg, at de allerfleste godt kan forstå,« siger statsministeren.