Engang var man bange for, at kronen ville komme under pres, hvis man stod uden for euroen, og at det ville betyde rentestigninger. Lige nu sker det modsatte - kronen er tæt på at blive for stærk.

Men også af den grund, selvom udfordringen nu har modsat fortegn, er det vigtigt, at Nationalbanken ikke opgiver fastkurspolitikken over for euroen. Og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) sætter sin lid til nationalbankdirektør Lars Rohde.

»Nationalbanken har gennem mange år formået at holde fastkurspolitikken, også i situationer hvor der sker noget nyt i verden. Og jeg har fuld tillid til, at det vil de også gøre i denne omgang,« siger hun.

Skulle det ske, at Nationalbanken bliver presset til at opgive den nuværende fastkurspolitik, så kan den danske krone på et kort øjeblik stige med fem, ti eller måske 15 procent i værdi, skriver business.dk.

Det svækker konkurrenceevnen markant og kan få katastrofale konsekvenser. Tusindvis af arbejdspladser går tabt, og det vil give enorme formuetab, eftersom Danmark via pensionskasser og meget andet ejer aktiver i udlandet for 6.000 milliarder kroner. Alle de værdier vil på et øjeblik blive mindre værd, hvis kronen stiger i værdi, skriver business.dk.

Thorning siger dog, at hun ikke er bekymret for den danske krone. Men var hun det, lyder det ikke som om, at hun ville blande sig.

»Nationalbanken handler fuldstændig selvstændigt. Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de også den her gang vil fastholde fastkurspolitikken,« siger statsministeren.