Den konservative skatteordfører Brian Mikkelsen reagerer skarpt på den fejl hos Skat, som BT i dag har afsløret. Han vil have ændret loven.

Skats fejl betyder, at 394 ejendomme i Københavns Kommune, der i blandt statsminister Helle Thorning-Schmidts hus i Kuhlausgade på Østerbro, ikke har fået hævet deres grundskyld siden 2011. Og at grundskylden for de 394 ejendomme ikke vil stige før 2017.

Det sker samtidig med at den stigende grundskyld rammer mange danskere, der står til en klækkelig skattestigning.

Skat har lagt sig fladt om på ryggen og erkendt fejlen, som gør, at statsministerens og de 393 andre ejendomme er blevet vurderet for lavt.

'Beklageligvis er der i 'vurderingskreds 14, grundværdiområde 15007', der blandt andet dækker Kuhlausgade, sket en fejl, som betyder, at området ikke er opdateret med stigningen i 2011. Fejlen berører 394 ejendomme', skriver Skat i et brev til BT.

Men selv om Skat er klar over fejlen, kan den ikke rettes. Dermed sparer statsministeren og de 393 andre husejere tusindvis af kroner i skat.

»Artiklen viser med alt ønskelig tydelighed, hvor tåbeligt og skævt et vurderingssystem vi har. Det skal ændres hurtigst muligt, så folk ikke kommer til at måtte gå fra hus og hjem p.g.a. tilfældige vurderinger,« siger Brian Mikkelsen til BT.

Selv om ingen kan bebrejde statsministeren, som ejer et af de eftertragtede huse i komponistkvarteret på Østerbro, at hun 'kun' skal betale 21.780 kroner i grundskyld i år og at grundskylden først vil stige i år 2017, så står hendes grundskyld i skærende kontrast til det beløb som Brian Mikkelsen skal af med.

Den tidligere kultur-, justits- og erhvervs- og økonominister i VK-regeringen bor også i et eftertragtet kvarter, nemlig på Høyrups Allé i Hellerup. Ifølge Skats beregninger skal Brian Mikkelsen i år af med 72.602 kroner i grundskyld for sin ejendom. Hvis grundskylden ikke fastfryses kan han se frem til en endelig grundskyld på 228.685 kr.

Og han er langt fra den eneste villa- eller rækkehusejer, der kan forvente, at deres grundskyld stiger markant. Derfor foreslår han en lovændring.

»Fred være med at Statsministerens hus ved en fejl ikke er steget. Det bekymrer ikke mig. Men det bekymrer mig, at rigtig mange danskere betaler for meget i grundskyld og derfor ikke kan blive boende i deres bolig de kommende år. Derfor foreslår K, at ingen ejendomsskatter må stige i kroner og øre, så folk får tryghed for at kunne blive boende i deres hus,« siger Brian Mikkelsen.

Den konservative frontfigur står ikke alene med sin forargelse over fejlen og forskellen i grundskyld landet over. På Facebook skriver Venstres Jan E. Jørgensen: »Velkommen til det store grundskyldslotteri - måske skal du betale 5.000 kr - måske 20.000 kr - måske 100.000 kr.« og linker til BT's artikel.